Sagen var egentlig henlagt. Men nu er Donald Trumps golfbaner i Skotland igen til diskussion, efter at det skotske parlament har valgt ikke at igangsætte en yderligere efterforskning, der skulle afklare, hvor pengene til købet kom fra.
Det har vakt forundring hos den amerikanske nonprofitorganisation Avaaz, der opfordrer til en juridisk gennemgang af det skotske parlaments afslag om at undersøge Donald Trumps køb af golfbaner i landet. Trump skulle i kontanter have betalt 300 millioner dollar.
Det skriver Politico.
Avaaz har mandag indgivet en anmodning til Skotlands højeste civile domstol, Court of Session, hvor de appellerer til en gennemgang af regeringens beslutning om ikke at gå videre med en såkaldt uforklarlig velstandsordning (UWO). UWO er en type retskendelse udstedt af en britisk domstol, der tvinger den anklagede til at afsløre kilderne til vedkommendes formue. Altså hvordan aktiver er blevet erhvervet. Hvis forklaringen ikke er tilfredsstillende, kan formuen blive beslaglagt.
Flere partier i det skotske parlament har opfordret til en undersøgelse af, hvor de store pengebeløb til betalingen af de to golfbaner kommer fra. Men trods den relativt nye lovgivning, der gør det muligt at rejse en uforklarlig velstandsordning, UWO, har den skotske regering afvist at gå videre med sagen.
Ved afstemningen, der fandt sted i begyndelsen af februar, forklarede den daværende kabinetssekretær Humza Yousaf, der havde det overordnede ansvar for retssystemet i Skotland, at det ikke var parlamentets rolle at iværksætte sådanne undersøgelser. Den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, har forklaret, at det er politiets ansvar at stå for efterforskningen.
Men den vurdering er Avaaz ikke enig i. De mener, at det skotske parlament fejltolker loven, og at de skotske ministre har ansvaret for at få ført UWOen ud i livet.
Hvis domstolen træffer en afgørelse i Avaazs favør, ville den skotske regering være nødt til at træffe en beslutning om, hvorvidt den ønsker at indlede en UWO mod Donald Trump.
Avaaz, der blev lanceret i 2007, forsøger at fremme aktivisme på emner som klimaforandringer, menneskerettigheder og korruption, ved blandt andet at igangsætte underskriftsindsamlinger online.
Donald Trump fik i oktober godkendt, at opførelsen af hans anden golfbane kunne fortsætte. Lokale har tidligere kæmpet for, at Donald Trump ikke skulle kunne bygge sine golfbaner, som de mener ødelægger smukke naturområder
Den tidligere præsident har kæmpet med de lokale myndigheder for at undgå en havmøllepark nær golfbanerne. Indvendingen lød blandt andet, at parken ødelagde udsigten. Den sag har Donald Trump dog tabt.