Nu kommer Arafats lig snart op af graven

Den afdøde PLO-leders lig skal undersøges, efter at der er blevet sået tvivl om dødsårsagen, som menes at kunne være forgiftning. Opgravningen skal ske i slutningen af november.

Palestinensernes afdøde præsident Yassir Arafats lig skal nu graves op og undersøges for forgiftning. Han døde i 2004. Fold sammen
Læs mere
Foto: REINHARD KRAUSE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I slutningen af november bliver Yassir Arafats lig gravet op og undersøgt for forgiftning. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere medier.

Opgravningen skal foregå mellem 24. og 26. november i Ramallah på Vestbredden, hvor den afdøde PLO-leder ligger begravet i et stort mausoleum. Det siger en fransk embedsmand til nyhedsbureauet, og tidsrammen bekræftes af de palæstinensiske myndigheder.

Undersøgelsen af liget skal forestås af et fransk og et schweizisk hold, som skal lave hver deres analyse af, hvad der er sket med Yassir Arafat, som døde på et militærhospital i Paris i 2004. De to parallelle undersøgelser skal laves på vegne af henholdsvis Yassir Arafats kone, Suha Arafat, og de palæstinensiske myndigheder.

Selv om de to undersøgelser skal foregå hver for sig, ventes det, at de to grupper besøger Arafats gravsted samtidig.

Umiddelbart efter Arafats død i 2004 blev dødsårsagen tilskrevet et hjerteslag, men da det schweiziske Institut de Radiophysique for nylig opdagede spor af det radioaktive stof polonium-210 på tøj, der angiveligt tilhørte Arafat, blev mistanken om forgiftning genoplivet.

Allerede i 2004 var der forlydender om, at Arafat skulle være blevet forgiftet, blandt andet fordi de franske læger, der behandlede ham, ikke kunne forklare, hvad han døde af.

Mange arabere mistænker Israel for at have haft en finger med i spillet i forhold til Arafats død, og denne mistanke blev yderligere bestyrket, da det schweiziske laboratorium oplyste, at det havde fundet polonium-210 i Arafats tøj. Stoffet er i øvrigt det samme, som menes at have dræbt den tidligere russiske spion Alexander Litvinenko i London i 2006.