London. Er der brug for specielle julegaver i år, kan det være en idé at holde øje med Sotheby's auktion i London fra den 6. til den 13. december.
Her sælges helt specielle genstande, der har tilhørt John Lennon og andre af de gamle Beatles-drenge.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at et par af Lennons karakteristiske runde solbriller kommer under hammeren.
Brillerne kommer fra Alan Herring, der var chauffør for The Beatles.
- Da John forlod bilen, så jeg, at han havde efterladt brillerne på bagsædet. En af stængerne og et glas var faldet af, siger Herring.
- Jeg spurgte, om jeg skulle fikse dem. Han sagde, at det ikke gjorde noget, for der var ikke styrke i.
Disse briller, en parkeringsbøde udstedt til Ringo Starr og en guitar, der tilhørte George Harrison, er blandt de Beatles-genstande, der sælges.
/ritzau/