Nu har russiske soldater startet omdiskuteret øvelse nær Ukraine

Øvelsen varer ti dage.

Det har været verdens mest omtalte militære øvelse i flere uger. Torsdag er den så gået i gang.

Tæt på den ukrainske grænse er titusindvis af russiske tropper nu i aktion i Hviderusland, og det vil de være i de kommende ti dage.

Den største koncentration af russisk militær siden den kolde krig på hviderussisk jord har ikke mindst været med til at øge spændingerne – og frygten for en mulig invasion af Ukraine.

Men nærmest samtidig med øvelsens start afviste den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, torsdag på et pressemøde i Moskva (igen) alle spekulationer i den retning.

Russiske soldater affyrer en kanon. RUSSIAN DEFENCE MINISTRY PRESS S

»Desværre har alle vores forsøg på at forklare os være for døve øren,« sagde han:

»Alle vores modparter er desværre ikke klar over fakta, eller også ignorerer de det helt bevidst.«

Sergej Lavrov slog samtidig fast, at samtlige russiske tropper i Hviderusland efter planen vil forlade landet, når øvelsen er slut, og vende tilbage til deres baser.

Han havde inden pressemødet holdt møde med den britiske udenrigsminister, Liz Truss, og hun sagde efterfølgende, at hun på mødet ligeledes var blevet forsikret om, at Rusland »ingen planer« havde om at invadere Ukraine.

Øvelsen foregår også i luften. HANDOUT

Hun tilføjede dog. at hun gerne ville se »handling bag de ord«.

»Vi har brug for at se de tropper og det materiel, der er placeret ved grænsen til Ukraine, blive flyttet et andet sted hen. I øjeblikket udgør de en meget truende stilling,« sagde Liz Truss.

Det menes, at der efterhånden er op mod 130.000 russiske tropper udstationeret forskellige steder i Rusland og Hviderusland i umiddelbar nærhed af grænsen til Ukraine.

Sergej Lavrov benyttede torsdagen til igen at afvise, at de bruges til at »true eller tvinge« nogen. Heller ikke den ukrainske nabo. Og han slog fast, at Rusland har ret til at placere sine styrker, hvor man vil på egen jord.

Sergej Lavrov er Ruslands udenrigsminister. RUSSIAN FOREIGN AFFAIRS MINISTRY

»Vestlige politikere bruger Ukraine som en krykke til at forberede deres popularitet,« som den russiske udenrigsminister udtrykte det.

Rusland har ikke selv sat tal på, hvor mange tropper man har engageret i den store øvelse i Hviderusland, men NATO har anslået. at det drejer sig om cirka 30.000 soldater.