Nu gjorde jeg det igen... En hverdagssexists bekendelser

Jeg skammer mig! Jeg skammer mig! Jeg skammer mig!

»Det er jo mig, der er den sexistiske klaphat, det forstår jeg godt. Men sådan er jeg altså opdraget.« Karl Kühlmann Selliken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forleden gjorde jeg det igen ... og endnu en gang endte jeg med at fremstå som en idiot fra en glemt tidsalder.

Da jeg steg på kystbanetoget den kolde vintermorgen, var der stadig pladser at få til alle nye passagerer. Derfor satte jeg mig ned med god samvittighed og begyndte at arbejde. Men allerede to stationer senere stimlede folk ind i en sådan grad, at det hurtigt stod klart, at de nyankomne ikke skulle regne med en siddeplads.

Direkte over for min plads stod en hatteklædt kvinde, som jeg vil skyde på var mellem 65 og 75 år – det var som sagt en kold vintermorgen, og folk var godt pakket ind. Og så var det, at jeg mod bedre vidende ikke kunne lade være.

Jeg rejste mig, pegede på mit sæde og spurgte »Vil du ikke sidde ned?«

Kvinden så på mig med et overbærende udtryk. »Nej tak, det er fint,« sagde hun. Hun nikkede bekræftende, da jeg spurgte, om hun var sikker.

Jeg vendte mig derefter til en tørklædeklædt kvinde, der så ud til at være ti år yngre end mig, og som stod ved siden af den hatteklædte kvinde.

»Vil du så ikke sidde?« spurgte jeg med stigende desperation i stemmen.

»Nej tak,« svarede hun. Og da hun bemærkede mit rådvilde ansigtsudtryk, sagde hun hjælpsomt »Men der står vist en gangbesværret herre i gangen.«

»Reddet,« tænkte jeg, men ak! Den unge kvinde og jeg spejdede ud i den fyldte gang, men der stod kun mænd, der ikke så ud til at fejle noget som helst.

Og efter en hurtig pro et contra-udregning satte jeg mig ned igen, mens jeg følte mig som et kvaj.

For dét er nemlig min brøde: Hvor jeg ville have frygtelig dårlig samvittighed over at sidde ned, mens en kvinde måtte stå op, kunne jeg ikke drømme om at rejse mig for en mand, med mindre han var gangbesværet eller havde et barn på armen.

Og jeg ved det godt. Det er hverdagssexisme. For jeg betragter jo ikke kvinderne som svagere end mændene.

Når vi nu har værnepligt, mener jeg bestemt, at den må gælde for kvinder såvel som for mænd. Ganske enkelt fordi kvinder på alle måder – også hvad angår løn og lederstillinger – skal behandles som ligeværdige borgere i samfundet. Ikke som nogle skrøbelige skabninger, som vi stærke mænd skal beskytte i tide og utide.

I min endnu forholdsvis korte tilværelse har jeg mærket en stigende tendens til, at kvinder ikke tager imod en tilbudt siddeplads. Nogle bliver glade, men frabeder sig den alligevel, mens langt de fleste høfligt, og som i ovennævnte anekdote, med overbærende smil takker nej.

Enkelte har svært ved at skjule deres irritation over min tåbelige opførsel. Og jeg klandrer dem ikke. Det er jo mig, der er den sexistiske klaphat, det forstår jeg godt. Men sådan er jeg altså opdraget.

Måske skulle jeg forsøge at blive siddende i stedet for at lege gentleman fra en svunden tid. Men jeg ved også, at det er svært at lære en gammel hund nye trick.

Karl Kühlmann Selliken er souschef på Berlingskes udlandsredaktion