Den canadiske premierminister Justin Trudeau går nu selv i karantæne. Det sker, efter at hans hustru, Sophie Gregoire-Trudeau, er testet positiv for coronavirus.
Det oplyser premierministeren i en pressemeddelelse natten til fredag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den 48-årige premierminister udviser ikke selv symptomer, men har valgt at gå i karantæne for at være på den sikre side.
Sophie Gregoire-Trudeau blev testet positiv for coronavirussen efter et nyligt besøg i Storbritannien. Hun har selv oplyst, at hendes symptomer er milde, men ikke desto mindre ubehagelige.
»Selv om jeg oplever ubehagelige symptomer på virussen, vil jeg snart være på fødderne igen,« skriver hun i en pressemeddelelse ifølge The Guardian:
»At være i hjemmekarantæne er intet sammenlignet med, hvad andre canadiske familier, som går igennem dette, oplever. Slet ikke, hvis de har eksisterende sundhedsproblemer i forvejen.«
Premierministeren vil de næste uger deltage i »briefinger, telefonopkald og virtuelle møder hjemmefra«.
Trudeau har desuden aflyst et møde med lederne af Canadas provinser og territorier. Han planlægger dog stadig at tale med dem over telefonen om de tiltag, der skal tages i Canada for at inddæmme spredningen af coronavirus.
I Canada er der hidtil registreret omkring 150 smittetilfælde i syv ud af landets ti provinser og et enkelt dødsfald. De fleste tilfælde kan spores tilbage til Kina, Iran, Italien eller Egypten.
Men flere personer, der er vendt hjem fra USA, er også blevet testet positive for virussen, oplyser de canadiske myndigheder.
I Ontario, den mest befolkede provins, blev der natten til torsdag registreret 17 nye smittetilfælde. Det var en stigning på 40 procent fra dagen før.
For at inddæmme smittespredningen har myndighederne i Ontario beordret alle skoler lukket i provinsen fra lørdag og frem til 5. april.
I Quebec, hvor der er registreret 13 smittetilfælde, er alle indendørs begivenheder med flere end 250 deltagere blevet aflyst.
Derudover skal alle i Quebec, der vender hjem fra rejser i udlandet, isolere sig selv i 14 dage.




