Joe Biden har fået travlt. Når han tirsdag drager mod svingstaten Florida, skal han nemlig forsøge at vinde de vælgere, som Donald Trump i de seneste meningsmålinger allerede har vundet indpas hos:

Latinoerne, som udgør knap 13 procent af USAs vælgere og dermed er den største etniske minoritetsgruppe i landet, ifølge Pew Research Center.

Og måske intet sted i landet er latinoerne vigtigere for Biden end i svingstaten Florida, som kan ende med at afgøre hele præsidentvalget, skriver The Wasthington Post.

Mens Donald Trump i Florida har mistet opbakning fra delstatens ældre vælgere på grund af sin håndtering af coronaviruspandemien, har Joe Biden ikke formået at få rigtigt tag i delstatens latinovælgere endnu.

Tværtimod beskyldes han af topdemokrater for at have overset dem. Sådan lyder kritikken fra blandt andre Julian Castro og angiveligt også Bernie Sanders, som begge havde godt fat i latinamerikanske vælgere under primærvalget.

»Vi ved, at vi har et stort arbejde foran os,« forklarer Bidens øverste rådgiver, Symone Sanders, herunder om de latinamerikanske vælgere.

Florida er hjem for USAs største cubansk-amerikanske befolkning – en vælgergruppe, som ofte er mere konservativ i sine holdninger end de fleste andre latinovælgere i landet.

Men delstaten huser også en hurtigtvoksende puertoricansk vælgergruppe, som typisk læner sig mod Demokraterne, og flere andre vælgere af mexicansk, colombiansk og venezuelansk afstamning.

Den første gruppe har Donald Trump formentligt fået taget på, og de andre skal Joe Biden nu under sit kommende besøg forsøge at gøre kur til.

Den forhenværende New York-borgmester Mike Bloomberg har hen over weekenden annonceret, at han vil skyde 100 millioner dollar ind i Bidens valgkamp i Florida.

Men alt det skulle være sket langt tidligere, lyder kritikken nu fra Joe Bidens egne rækker.

Dårligere end Clinton

Joe Biden skulle have holdt en tale, hvori han specifikt fokuserede på de politiske områder, som latinovælgere vægter højt – såsom immigration. Han skulle have ført en mere aggressiv valgkampagne på spansksprogede medier, og han skulle have givet interview til medier, der henvender sig til det latinamerikanske publikum.

»Hvis vi tillader et narrativ om, at de emner, der betyder noget for denne voksende demografi, ikke prioriteres, så risikerer vi at miste støtte i de kommende år,« har det for eksempel lydt fra Julian Castro, der selv tidligere stillede op til præsidentvalget som den eneste latinamerikanske kandidat.

Donald Trump har flere gange besøgt og afholdt vælgermøder i Florida, siden han i 2016 vandt delstaten over Hillary Clinton. Han har sågar skiftet civiladresse fra Manhattan til Florida og besøger ofte sin golfklub, Mar-a-Lago Club, i Palm Beach. Hans øverste kampagnerådgiver, Brad Parscale, bor der.

Det kan have givet ham et kampagneforspring, skriver The Washington Post.

Ifølge nye meningsmålinger fra NBC News/Marist og Quinnipiac University står Joe Biden og Donald Trump lige nu til at få lige mange latinostemmer i Florida.

En mindre meningsmåling i Miami-Dade County viser, at Donald Trump endda står til at overhale Biden med 17 procentpoint i det lokale valgdistrikt, ifølge The Washington Post. Han tabte samme distrikt med 30 procentpoint til Hillary Clinton i 2017.

Fremgangen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi Donald Trump i løbet af sin præsidentperiode ofte er blevet fremstillet som både antiimmigration og antilatino. Han har for eksempel omtalt mexicanske immigranter som »voldtægtsforbrydere«.

Selv om meningsmålingerne viser fremgang for Donald Trump, kritiseres de af Demokraterne for at være upålidelige; interviewene er foregået på engelsk frem for spansk, og respondentgrupperne er små.

Det er de færreste analytikere, der tror på, at Joe Biden rent faktisk kan tabe flertallet af latinostemmerne til Donald Trump. Men spørgsmålet er, hvor mange stemmer han kan vinde dem med. Og om han kommer for sent i gang med at appellere til dem.

Lige nu står han til at klare sig dårligere hos vælgergruppen, end Hillary Clinton gjorde. Og lad os ikke glemme, at hun faktisk tabte Florida.