Nu er Jeffrey Epsteins ejendom i New York, hvor rigmænd er beskyldt for at have haft sex med mindreårige, solgt til svimlende millionbeløb

En rigmands seksuelle hærgen, der fik lov at fortsætte alt, alt for længe: Jeffrey Epstein var manipulationens mester og havde venner de rigtige steder. Nu er hans palæ på Manhattan solgt til millionbeløb.

Jeffrey Epstein var 66 år, da han 6. juli 2019 blev anholdt i privatlufthavnen i Teterboro uden for New York. Her er anholdelsesbilledet. Hans angivelige sexmisbrug havde på det tidspunkt stået på i mindst 30 år. Den eneste konsekvens var en mild dom i 2008 for sexmisbrug af en 14-årig, og dommen kortsluttede FBIs efterforskning og gav amnesti til alle Epsteins mulige medskyldige. AFP/Ritzau Scanpix.

Hundredvis af unge piger blev seksuelt misbrugt af den amerikanske rigmand. Flere af hans magtfulde venner er beskyldt, men ikke dømt for det samme. Ofte i forbindelse med fester i Jeffrey Epsteins palæ i New York, hvor misbrug af piger helt ned i 14-årsalderen, skulle have fundet sted.

Nu er palæet, hvor prinser og præsidenter ofte var til fest, solgt for svimlende 51 millioner dollar – rundt regnet 318 millioner danske kroner. Køberens identitet er ikke oplyst, skriver CNN.

Pengene fra salget overføres til en fond til fordel for Jeffrey Epsteins ofre. Pengene bruges blandt andet til at hjælpe med at indgive nye anklager og udbetale erstatninger.

Finansmanden Epstein ejede også et lyserødt palæ på Jomfruøerne. Ligesom boligen på Manhattan forventes det lyserøde palæ at blive solgt, så pengene fra salget kan komme ofrene til gavn. Det oplyser boets advokat ifølge CNN.

Det er huset her, placeret på 71st Street på Manhattan, der er blevet solgt for svimlende 318 millioner kroner. Pengene indgår i en fond til fordel for Epsteins ofre. Lucas Jackson/AFP/Ritzau Scanpix

Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Det skete, mens han afventede en ny omfattende retssag om menneskehandel og overgreb på mindreårige. Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Jeffrey Epstein tilstod i 2008 at have betalt en mindreårig pige for seksuelle tjenester. Han blev dømt til 13 måneders fængsel ved en omstridt retssag, hvor mange mente, at han slap med en alt for mild dom.

Nye dokumenter, der kom frem i efteråret 2020, nærer en teori, som forklarer, hvorfor Jeffrey Epstein blev så ekstremt rig. Han var en amatør som finansrådgiver, men alligevel investerede rigmænd hos ham. Han var en dømt sexmisbruger, men alligevel opsøgte kendte mennesker ham.

Epsteins afpresning skulle ifølge teorien være foregået ved, at han inviterede kendte og rige mennesker til fester i sin bolig på Manhattan, i det lyserøde palæ eller på sin ranch i New Mexico. Der sørgede han for, at meget unge kvinder var til stede, som kunne opvarte de kendte gæster. Nogle af gæsterne ville senere have sex med de unge kvinder i Jeffrey Epsteins boliger, der udstyret med kamera optog begivenhederne på video. Bagefter havde han krammet på den pågældende gæst, for eksempel fordi han kunne hævde, at den unge kvinde i virkeligheden var mindreårig.