Svenskerne dropper Danmark
I omtrent to uger har mange sydsvenskere haft mulighed for at rejse ind i Danmark. Men indrejsetrafikken forbliver meget lav.

I omtrent to uger har mange sydsvenskere haft mulighed for at rejse ind i Danmark. Men indrejsetrafikken forbliver meget lav.

I begyndelsen af juli fik omtrent 1,4 millioner skåninge endelig mulighed for frit at rejse ind i Danmark, efter at grænserne havde været lukket siden marts.
Også svenskere fra de sydlige regioner Halland, Blekinge og Kronoberg har fået lov til at rejse ind i Danmark uden først at skulle vise en frisk negativ covid-19-test.
Men trods de åbne grænser, rejser meget få svenskere ind i Danmark for tiden. Det skriver den sydsvenske avis Sydsvenskan.
Lige nu er trafikken på Øresundsbroen 45 procent lavere end i fjor. Og langt størstedelen af dem, der krydser broen, er danskere, der rejser til og fra Sverige.
»Vi har set en stigning i svensk trafik siden grænseåbningen, men den er vældigt lille,« siger Fredrik Jenfjord, markedschef på Øresundsbroen, til Sydsvenskan.
Han tror, at den primære årsag til, at meget få svenskere rejser ind i Danmark, er, at det svenske udenrigsministerium stadig fraråder rejser til grænselandene.
Heller ikke færgetrafikken mellem Helsingborg og Helsingør har mærket en stor effekt af grænseåbningen. Rederiet ForSea har set en lille opgang, men trafikken er stadig 60 procent lavere end normalt på dette tidspunkt.
Lige nu kan svenskere fra i alt syv regioner frit rejse ind i Danmark. Det drejer sig om regioner, hvor færre end 20 ud af 100.000 personer bliver smittet om ugen. Torsdag vil Statens Serum Institut offentliggøre en ny liste over »åbne« svenske regioner, og her ventes grænsen at åbne til endnu flere svenske regioner.
For danskere gælder det lige nu, at Udenrigsministeriet fraråder alle ikkenødvendige rejser til Sverige – bortset fra rejser til Blekinge, Halland, Kalmar, Kronoberg, Skåne, Värmland og Västerbotten.