Nu er det slut med at dræbe baskere i Island

Myndighederne i det nordvestlige Island ophævede forleden Christian IVs carte blanche til at slå baskiske hvalfangere ihjel. En symbolsk fredsslutning, der samtidig giver anledning til at svælge i detaljerne om en 400 år gammel massakre.

Den lille havneby Hólmavik , hvor ceremonien fandt sted, fotograferet i 2008. Foto: Steffen Ortmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: I virkeligheden var det hele Christian IVs skyld. Befolkningen omkring det vestlige Islands fjorde havde nemlig i udgangspunktet intet imod de baskiske hvalfangere, der i renæssancen med jævne mellemrum kom sejlende den lange tur hen over Nordatlanten. Tværtimod.

De handlede med hinanden. Og søfolkene fra den nordspanske region betalte uden vrøvl afgift for at fange de store havpattedyr, som islændingene – i hvert fald ifølge baskerne – alligevel ikke kunne finde ud af at lande.

Ja, så godt og gensidigt fordelagtigt var forholdet mellem de to grupper, at der opstod en pidgin-udgave af to af Europas mindste og mest utilgængelige sprog, íslenska og euskera, med næsten 800 ord.

Problemet var, set fra København, at indtægterne fra hvalfangernes aktiviteter gik uden om den danske statskasse og direkte ned i lommen på de islandske stormænd. Det var angiveligt ikke mindst derfor, at kongen i foråret 1615 dikterede en lov, der gav frit slag til at angribe og udplyndre baskerne samt, om nødvendigt, slå dem ihjel.

Symbolsk fredsceremoni

Det gik hurtigt grueligt galt ved den største massakre i Islands historie – i hvert fald siden vikingetiden.

Og det var i forbindelse med 400-året for den blodige begivenhed, at den lokale sysselmand, Jónas Gudmundsson, forleden under en ceremoni i byen Hólmavik officielt ophævede den gamle og halvt glemte kongelige forordning.

Mest »for sjov«, som Gudmundsson, med et lidt tvivlsomt ordvalg, forklarede.

For det moderne Islands love har naturligvis hele tiden beskyttet vore dages baskiske besøgende mod rovmord. Men symbolske fredslutninger har også ret i en urolig verden, fastsslog den islandske kulturminister og præsidenten for den baskiske Gipuzkoa-provins i deres taler ved ceremonien, der efter afsløring af en mindeplade sluttede med, at to efterkommere af mænd fra de stridende parter omfavnede hinanden.

Bagefter var der ikke et øje tørt, hverken ved Vestfjordenes kyster eller omkring Biscayen. Hvilket imidlertid ikke har forhindret mindre sarte sjæle i at benytte lejligheden til at genfortælle historien om massakren med hjælp fra den samtidige krønikeskriver Jón Gudmundsson, der beskrev myrderierne med grum og sagalignende detaljerigdom.

Lemlæstet og skændet

Allerede da tre hvalfanger-galeoner først på sommeren 1615 ankom til Island, opstod der problemer med gensidige tyverier. Ikke nødvendigvis pga. den kongelige forordning, men snarere fordi vulkanøen efter en række hårde vintre var på randen af hungersnød.

Men da baskerne valgte at sælge hvalkødet – de var selv kun interesserede i fedtet – til spotpris og desuden forærede de lokale et par mindre eksemplarer, faldt der imidlertid ro over gemytterne. Og hvis ikke en septemberstorm havde smadret galeonerne kort før hjemturen, ville massakren aldrig være sket.

I stedet befandt 83 hvalfangere sig nu strandede uden forsyninger og tvunget til at overvintre i et land, hvor de var fredløse. Og da de med voldsomme metoder – herunder en fingeret henrettelse af en præst – truede de lokale til at afstå nogle får, besluttede Vestfjordenes sysselmand, at tiden var inde til at tage Christian IV på ordet.

51 af baskerne undslap og overlevede ved at fiske og stjæle får, indtil de fik fat i et skib, der kunne sejle dem sydpå. De resterende 32, der havde spredt sig i mindre grupper, blev derimod jagtet og slagtet én efter én.

Dog først efter at de var blevet »lemlæstet og skændet, som var de hedninge af den værste slags«, skriver Jón Gudmundsson forarget om sine landsmænds praksis med at stikke øjnene ud på deres ofre og skære ører, næse og genitalier af dem.

Da de sidste baskere var hugget ned med økser, erklærede sysselmanden, at retfærdigheden var sket fyldest ifølge den lov, som først 400 år senere blev afskaffet af hans efterfølger. For en ordens og anstændigheds skyld, især, men også i håb om at såvel den bestialske historie om massakren som den mere opbyggelige om kulturmødet mellem islændinge og baskere kan tiltrække flere turister.

»Nu har de i hvert fald ikke længere noget at frygte,« siger Jónas Gudmundsson til webavisen mbl.is.