Det er et spørgsmål om tid før, at du har logget på Twitter for sidste gang.

Mandag omkring klokken 12 dansk tid har Twitter nemlig ændret navn til »X«.

Logger du ind her til eftermiddag vil du se, at den lille lyseblå fugl, der har kendetegnet Twitter er skiftet ud med et »X«.

Brandændringen sker efter Twitter-ejer Elon Musk søndag meddelte, at Twitter står over for en navneforandring til bogstavet »X«.

Grunden til navneskiftet skulle ifølge et tweet fra Musk være, »fordi X er indbegrebet af den ufuldkommenhed, der er i os alle, og som gør os unikke«.

Skaber usikkerhed om brugerne

Ifølge brandingeksperten Werner Valeur, der er direktør i virksomheden Wolfpack, kan et navneskift og et nyt logo ende med at koste det nogle af de loyale brugere.

Man skal forestille sig, at brugere af Twitter hver dag går ind i den samme butik for at købe det samme produkt, når de logger på det sociale medie, lyder det fra Werner Valeur.

»Eksisterende brugere vil nok finde andre steder at gå hen – i hvert fald hvis grundpræmissen er en anden. Det er ikke sikkert, at det nye produkt er interessant for de samme brugere.«

»Til gengæld er der måske nye brugere, som kan se sig selv i en produktforandring,« lyder det.

Kan give kommercielle fordele

I skrivende stund er det uvist, hvad rebrandingen får af konsekvenser for det koncept, som Twitter er bygget op omkring, og som har været med til at skabe en rød tråd mellem navn, logo og produkt.

Werner Valeur gætter på, at Elon Musk vil have et medie, der trækker hans agenda i en retning, som han har fordel af.

»Navnet »X« lægger sig jo tæt op af hans andre virksomheder Tesla og SpaceX,« siger han.

»Han har nok fundet ud af, at medier kan finde på at skrive noget, der ikke er til gavn for hans virksomheder. Så her har han en mulighed for at skabe en retning, der kan give ham nogle kommercielle fordele.«

Elon Musk købte Twitter i oktober sidste år for 44 milliarder dollar, hvilket på det tidspunkt svarede til 330 milliarder danske kroner.

Siden har Meta, der ejer Instagram og Facebook, lanceret det sociale medie Threads som konkurrent til Twitter.

»Den nye retning kan komme Threads til gode, og Threads kommer formentlig også til at bruge det for at fortælle, at man netop har skabt et medie, der er som Twitter. Hvis Threads gør deres strategiske arbejde ordentligt, vil det helt sikkert forsøge at drage fordel af Twitters nye brand,« siger Werner Valeur.

/ritzau/