Nu er det alvor for de grønne briter

Medlemmerne strømmer til Det Grønne Parti i Storbritannien. Nu skal partileder Natalie Bennett for første gang duellere på den store scene – og generalprøven har givet partifællerne bange anelser.

Den britiske partileder Natalie Bennett har fået sin sag for, efter at hendes parti har mangedoblet vælgertilslutningen i de seneste målinger op til parlamentsvalget i maj. Foto: Stefan Wermuth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Det er et foreløbigt højdepunkt og et opsigtsvækkende et af slagsen. Ved det britiske parlamentsvalg for fem år siden fik Green Party of England and Wales (GPEW) 0,9 procent af stemmerne, men torsdag vil partiets leder, Natalie Bennett, være på briternes TV-skærme og debattere på lige fod med premierminister David Cameron og Labour-leder Ed Miliband.

En del grønne aktivister vil sandsynligvis knibe sig selv i armen og holde vejret i spænding. De vil også have en vis grund til bange anelser. Bennett har haft en tumultagtig introduktion til det politiske establishment, efter at Det Grønne Parti de seneste måneder begyndte at blive taget seriøst med konstante seks-otte procents opbakning i meningsmålingerne.

På selve dagen, da hun lancerede partiets valgkampagne i slutningen af februar, gik det helt galt i et interview med radiostationen LBC. I et svar på et uddybende spørgsmål om partiets ambitiøse mål om at få bygget 500.000 nye boliger betalt med skattepenge og udlejet til en overkommelig husleje rodede hun først rundt i tallene, så et budget for projektet på 270 milliarder kroner, i sig selv lavt sat, blev nævnt som 27 milliarder kroner.

Herefter kom en række »øh« og »æh« og en henvisning til, at det vil blive udspecificeret »i vores manifest«. Herefter gik Bennett helt i stå, mens intervieweren spurgte venligt bekymret: »Har du det godt?«. Da partilederen igen gav lyd fra sig, var det med et hosteanfald, og Bennett sagde, at hun var »voldsomt forkølet«.

Fik lyst til at råbe ad radioen

Sekvensen dominerede de britiske medier på dagen for De Grønnes indtog på den store politiske scene, og en af journalisterne spurgte Bennett på pressemødet, om hun syntes, at »hun havde svigtet partiet«.

Bennett nikkede skyldbetynget under hele spørgsmålet, indtil partiets ene medlem af Overhuset greb ind og erklærede: »Det kommer hun ikke til at svare på, okay. Men nej, nej, nej, nej.« Hvorefter overhusmedlemmet foreslog at give ordet til partiets ene medlem af Underhuset.

Efterfølgende har Bennett undskyldt over for partifæller og vælgere i en kommentar i Guardian:

»Jeg gav et forfærdeligt interview til LBC – lad os ikke bilde os ind, at det ikke var det. Hvis du krympede dig, mens du lyttede til udsendelsen, er jeg sikker på, at du kan forestille dig, hvordan jeg følte det.«

Bennett skriver videre, at hun har tvunget sig selv til at genlytte seancen, selv om det fik hende til at »råbe ad radioen«. Hun erklærer sig også »villig til at indrømme, at den store opmærksomhed er en udfordring« for hende som partileder, der »ikke har været politiker i særligt lang tid«.

Et sammenlignende blik på den grønne partileders politiske CV giver et indtryk af den udfordring, hun står over for. Ud over Natalie Bennett selv, premierminister David Cameron og Labour-leder Ed Miliband i kamp om premierministerposten skal yderligere fire partiledere deltage i TV-debatten torsdag.

Nicola Sturgeon har været i det skotske lokalparlament for SNP siden 1999 og er nu førsteminister og den »ukronede dronning« af Skotland. Nigel Farage har for UKIP været medlem af Europa-Parlamentet siden 1999. Leanne Wood blev som 23-årig valgt som byrådsmedlem og står nu i spidsen for de walisiske nationalister i partiet Plaid Cymru efter at have været medlem af den walisiske nationalforsamling siden 2003.

Liberaldemokraterne kan føre deres politiske rødder flere hundrede år tilbage, og partileder Nick Clegg blev ved seneste valg set som Storbritanniens populæreste politiske leder, der til sidst dog måtte tage til takke med en birolle som vicepremierminister.

Beskyldt for at elske terrorister

Bennett meldte sig ind i Det Grønne Parti i 2006. Hun har to gange stillet op til valg til byrådet i Camden uden at blive valgt. Hun fik 2,7 procent af stemmerne i sin kreds ved parlamentsvalget i 2010. Hun stillede op som nummer fire på de grønnes liste til Londons bystyre i 2012, hvor kun de to første blev valgt ind. I september blev hun valgt som partileder, efter at 3.127 medlemmer havde afgivet deres stemme.

Det tog ingen særlig notits af, men siden er De Grønne blevet en faktor, man skal regne med. Gentagne meningsmålinger bringer dem op på linje med Liberaldemokraterne. Opmærksomheden har været på UKIP som den britiske proteststemme, men De Grønne har oplevet en eksplosion i medlemstilgangen og har nu omkring 55.000 med partikort, mens UKIP har lidt over 42.000.

Det Konservative Parti har bevidst undgået at få et samlet overblik over deres styrtdykkende medlemstal, men vurderinger går på omkring 120.000.

Nu er den 49-årige australsk fødte Bennett kommet i ilden. Den tidligere journalist får et skudsmål som ekstremt ærlig og redelig fra kolleger i tiden på The Times og The Guardian, men det er ikke nødvendigvis afgørende kvaliteter i et nådesløst hundeslagsmål op til et britisk valg.

Hun har loyalt forsvaret partiets standpunkter, der hverken bærer præg af at have været i fokusgrupper eller være udtryk for nogen bredere strategisk valgtænkning. Da hun holdt fast i, at det ikke nødvendigvis bør være ulovligt at være medlem af al-Qaeda og Islamisk Stat, blev De Grønne øjeblikkeligt udlagt som et »terroristelskende« parti. Også selv om den britiske regering siden har erklæret, at tre teenagepiger fra London, som i februar stak af ned til Islamisk Stat, ikke behøver at frygte for at blive retsforfulgt, hvis de vender hjem fra Syrien.

Det er politik for de hårdhudede og hårdtslående, og Bennett skal efter sigende have været i skrap medietræning de seneste uger. Så må tilhængerne håbe, at budskaberne er blevet slebet til, og at de sidder helt fast, når de grønnes partileder får tændt for sin mikrofon.

Hun har en stor fordel, konstaterer klummeskribenten Zoe Williams i The Guardian, fordi hun og hendes parti udstråler en stolthed over deres politiske projekt, hvor de ikke føler behov for at skjule noget:

»Vigtigst – faktisk afgørende – er, at de har en vision for, hvad de ønsker, som er sammenhængende nok til, at de åbent kan enes om dens principper, og som er konsekvent nok til, at de ikke behøver at vende det med inderkredsen, før de siger noget.«

Det er det momentum, som Bennett kan udbygge på torsdag. Hosteanfald er tilladt, men hun skal sige noget, som De Grønne kan være stolte af.