Et potentielt vigtigt skridt mod flokimmunitet og enden på pandemien kan være på vej.
Indtil videre har ingen vacciner været godkendt til børn eller teenagere under 16 år, men det skal der ændres på nu, hvis det står til vaccineleverandørerne Pfizer, Moderna og AstraZeneca. De indleder alle tre forsøg med coronavacciner til børn og unge.
Det skriver The New York Times.
Pfizer indleder test med aldersgruppen 12 til 15 år. Vaccineleverandøren forventer allerede de første resultater klar i første kvartal. Omkring 2.000 børn forventes at deltage i forsøgene. På nuværende tidspunkt er Pfizers vaccine godkendt til unge på 16 år og opefter.
Leverandøren Moderna er fortsat i gang med de indledende forberedelser til at kunne foretage lignende forsøg. De er stadig i gang med at indsamle testpersoner. De forventer derfor først at kunne fremlægge resultater til sommer.
Vaccineleverandørerne forventer, at forsøgene med de unge bliver sværere end testforsøg med den voksne aldersgruppe, skriver The New York Times.
De indledende bekymringer går på, hvorvidt teenagere kan overholde de krav, der bliver stillet til kliniske forsøg. Det kræver blandt andet, at de fører dagbog over deres symptomer og møder op til en række aftaler og prøver. Det kan derfor muligvis tage længere tid at afslutte de kliniske forsøg med de unge.
Vacciner til børn
På University of Oxford ønsker man også at teste vacciner til børn. Deres test med den britiske vaccine fra AstraZeneca gælder derfor for børn i alderen helt ned til seks år og i alderen op til 17 år.
Det skriver Bloomberg.
University of Oxford forventer at gennemføre test på 300 børn og unge i første omgang. Senere forventes flere tusind børn at deltage i større forsøg.
I første omgang fokuserer de dog på test på aldersgruppen 12 til 17 år, hvorefter de går videre med forsøg på de yngre børn.
Forskerne forventer at have resultaterne klar til sommer.
Mens de fleste børn har færre eller ingen symptomer fra covid-19 og sjældent bliver alvorligt syge, er der fortsat begrænset viden omkring, hvor meget børn og unge smitter og overfører virussen til andre.
Vaccination af børn og unge kan derfor være nøglen til at standse spredningen af coronavirus, hjælpe med at holde skoler åbne og forhindre ældre slægtninge i at blive syge, mener flere eksperter.