Norske sygehuse ramt af strejker

Sammenbrud i lønforhandlingerne for akademikerne på de norske sygehuse. Vagtsatte læger møder fortsat på arbejde.

Norske sygehuse er ramt af strejke, efter at overenskomstforhandlingerne torsdag morgen brød sammen mellem arbejdsgiverorganisationen NOVA og Akademikerne Helse, der repræsenterer akademikere indenfor sundhedssektoren.

Hospitaler i hele landet er ramt, og selvom de strejkende også tæller psykologer, ingeniører, økonomer, jurister og tandlæger, er 75 procent læger.

Akademikerne kunne have accepteret en lønstigning på 2,5 procent, men ifølge foreningen er "lønstigningen nul procent for de fleste af vores medlemmer". NOVA vil have lønforhandlingerne ud på de enkelte arbejdspladser, og det vil fagforeningen ikke acceptere. Arbejdsgiverne mener på deres side, at Akademikerne Helse "havde alt for store forventninger".

/ritzau/