Norsk statsminister oplevede Trump afdæmpet på lukket møde
Trump gentog hverken kritik af Spanien eller nævnte Grønland på møde med Nato-lederne, siger Jonas Gahr Støre.
Trump gentog hverken kritik af Spanien eller nævnte Grønland på møde med Nato-lederne, siger Jonas Gahr Støre.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde et helt andet humør og sagde nogle helt andre ting på det formelle møde mellem de 32 regeringschefer i Nato onsdag, end det han sagde på pressemøde tidligere på dagen.
Det siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, ifølge NTB.
- Han noterede sig, at flere lande er godt på vej mod det mål, der blev sat sidste år - heriblandt Norge. Han kommenterede, at de lande, der halter efter, skal sætte farten op.
- Men tonen var en helt anden end sidste år og en helt anden end i hans første præsidentperiode, siger Støre.
Støre mener, det er "Trumps metode" at skrue temperaturen op forud for et møde og derefter dæmpe den igen, sådan som det var tilfældet onsdag.
Ifølge en kilde med kendskab til drøftelserne gentog Trump ikke sin kritik af Nato-landet Spanien eller sin meddelelse om at afslutte en midlertidig våbenhvile med Iran under mødet. Det skriver Reuters.
Han nævnte heller ikke Grønland.
I stedet skulle han have sagt, at USA ønsker at forblive en del af Nato. Det blev da også bekræftet i den fælles erklæring, der kom ud efter mødet, hvor de 32 lande skrev, at de står bag Natos artikel fem - den såkaldte musketered.
Efter Nato-mødet har Trump ifølge Reuters sagt, at "der var meget kærlighed i det rum, meget sammenhold" om mødet med Nato-landenes regeringschefer.
Tidligere onsdag truede Donald Trump med at stoppe al handel med Spanien.
Donald Trump kaldte ifølge Reuters Spanien en "forfærdelig partner" i Nato, som han ikke ønsker at lave forretninger med.
Trump har tidligere kritiseret Spanien for ikke at gøre nok for at betale for eget forsvar.
Spanien har også været blandt flere europæiske lande, der i forbindelse med krigen i Iran har begrænset amerikansk militærs adgang til baser i Europa.
RITZAU