Norsk statsborger sigtet for at være kinesisk agent
Sigtelsen kommer dagen, efter at den norske regering greb ind i salget af Svalbards sidste private område.

Sigtelsen kommer dagen, efter at den norske regering greb ind i salget af Svalbards sidste private område.

Den norske efterretningstjeneste har sigtet en norsk statsborger for grov efterretningsvirksomhed af statshemmeligheder og anden ulovlig efterretning. Manden er sigtet for at forsøge på at spionere for Kina.
Det skriver NRK.
Den sigtedes forsvarer siger, at han afviser at være agent for Kina og nægter sig skyldig.
»Der er kinesiske aktører i Norge, som har haft tilgang til sensitiv information gennem forskning,« siger Tom Røseth, der er lektor ved det norske forsvarsakademi, og nævner et eksempel på en sag fra Trondheim.
Lektoren fortæller, at det er første gang, at en norsk statsborger er sigtet for at spionere for Kina. Tom Røseth mener, at landet kan have interesse i den forsvars- og marineteknologi, som Norge har.
NRK var været i kontakt med den kinesiske ambassade i Norge, som oplyser til tv-stationen, at de på nuværende tidspunkt ikke er bekendt med sagen og foreløbig ikke ønsker at kommentere den.
Den norske efterretningstjeneste udgiver ligesom den danske en årlig trusselsvurdering, og her kunne man i vurderingen for 2024 læse, at Kina vil udgøre »en betydelig efterretningsrisiko«.
Ifølge NRK blev den sigtede fremstillet for lukkede døre ved byretten i Oslo klokken 13 tirsdag.
Sigtelsen sker dagen, efter at den norske regering meldte ud, at man havde blandet sig i salget af Svalbards sidste privatejede område, som Kina tidligere havde været omtalt som en mulig køber af.
Her lød det fra Norges erhvervsminister, Cecilie Myrseth fra Arbeiderpartiet, at man greb ind for at sikre, »at nationale sikkerhedsinteresser ikke bliver truet«.