Norsk soldat dræbt i Afghanistan

Norsk specialsoldat dræbt under skudveksling i det centrale Afghanistan.

En norsk soldat er blevet dræbt under en skudveksling i Afghanistan, meddeler landets forsvarsstab.

Den dræbte er en af de norske specialsoldater fra forsvarets specialkommando, hedder det i en udtalelse fra forsvaret.

Træfningen skete i Lowgar-provinsen i den centrale del af Afghanistan.

Den norske patrulje blev beskudt, da den var på en rekognosceringsopgave sammen med afghanske sikkerhedsstyrker for at hindre fjendtlige elementer i at operere i Kabul-området.

Ingen andre nordmænd blev såret under skudvekslingen.

Den dræbte soldat vil blive transporteret hjem til Norge i løbet af få dage.

/ritzau/