Norsk prinsessebryllup bliver uden Mette-Marits voldssigtede søn
NRK erfarer, at det allerede før voldssigtelse var besluttet, at Marius Borg Høiby ikke deltager i bryllup.

NRK erfarer, at det allerede før voldssigtelse var besluttet, at Marius Borg Høiby ikke deltager i bryllup.

Brylluppet mellem prinsesse Märtha Louise og den selverklærede shaman Durek Verrett bliver uden Marius Borg Høiby, som er søn af den norske kronprinsesse, Mette-Marit.
Det skriver det norske public service-medie NRK.
Marius Borg Høiby er sigtet for blandt andet vold. Han har i en offentlig undskyldning sagt, at han i en lejlighed i Oslo tidligere på måneden blev voldelig og udøvede hærværk.
Fredag kom det frem, at han også er sigtet for trusler mod den kvinde, som han er sigtet for at have udøvet vold mod.
NRK erfarer, at beslutningen om, at Borg Høiby ikke skulle deltage, blev truffet inden voldshændelsen.
Selv om 27-årige Marius Borg Høiby er søn af kronprinsessen, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge, men han er del af den kongelige familie. Mette-Marit fik ham, før hun mødte kronprins Haakon
Allerede torsdag aften begynder bryllupsfejringen af Märtha Louise og Durek Verrett, og lørdag skal vielsen finde sted.
Her vil kongefamilien være repræsenteret.
- Kongefamilien ser frem til at være med til prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts bryllup som gæster, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse ifølge NRK.
- Deres Majestæter Kongen og Dronningen er til stede under Märtha Louise og Durek Verretts bryllup i Geiranger, står der videre.
Under bryllupsfejringen vil også blandt andre Norges kronprins og kronprinsesse være til stede, står der i udtalelsen.
Gæstelisten som helhed bliver ikke delt med offentligheden. Brylluppet er nemlig privat, lyder det.
Den flere dage lange fejring begynder torsdag aften i Ålesund, og fredag rejser gæsterne sammen i båd til naturskønne Geiranger sydøst for Ålesund i Vestnorge. Geirangerfjorden er klassificeret som verdensarv.
NRK erfarer, at kongeparret ikke er til stede torsdag.
Det er kun det britiske Hello Magazine, som får lov at dække vielsen. Det har fået kritik fra norske medier, som mener, at det bryder med traditioner i det norske kongehus.
Durek Verrett har hyppigt fået opmærksomhed på grund af sin selverklærede shamantitel og flere opsigtsvækkende udtalelser.
Blandt andet hævdede han, at han under coronapandemien var blevet kureret for sygdommen med en medaljon.
/ritzau/