Norsk politi undersøger kloak i Tom Hagens indkørsel

Den norske milliardær Tom Hagen mistænkes for drab eller medvirken til drab på sin hustru.

ARKIVFOTO: Aktivitet ved boligen til Tom Hagen tirsdag. Foto: Terje Pedersen / NTB scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Terje Pedersen

Norsk politi undersøger tirsdag formiddag nye spor ved den drabssigtede milliardær Tom Hagens hjem i Lørenskog nær hovedstaden Oslo.

Det skriver de norske medier TV2 og VG.

Politiet har afspærret et område ved Hagens hjem og blandt andet placeret et hvidt telt over et kloakdæksel i hjemmets indkørsel.

Ifølge VG skal politiet lede efter spor nede i kloakken.

70-årige Hagen blev for en uge siden sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen. Hun forsvandt i oktober 2018.

Hagen erklærer sig uskyldig og er uforstående over for sigtelsen. Han siger, at han ikke har noget at gøre med sin hustrus forsvinden.

Siden anholdelsen i sidste uge har Hagens hjem været spærret af. De første tre dage var politiet indenfor med hunde for at sikre spor. De seneste par dage har der ikke været synlig aktivitet i boligen, skriver norske TV2.

Tom Hagen blev onsdag i sidste uge varetægtsfængslet. Dagen efter meddelte hans advokat, at man ville kære kendelsen. Det skete mandag.

Sagen om Anne-Elisabeth Hagens mystiske forsvinden er blevet fulgt tæt i Norge, hvor Tom Hagen er en velkendt forretningsmand.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt 31. oktober 2018 fra hjemmet, og Tom Hagen kontaktede politiet samme dag, da han kom hjem.

Politiet formodede, at hun blev bortført, da familien modtog et krav om løsesum på 67 millioner kroner.

I september 2019 ledte tekniske spor politiet til at tro, at hun blev slået ihjel i hjemmet i Lørenskog, og at hendes lig derefter blev fjernet fra boligen.

I sidste uge fortalte politiet, at det vurderer, at kravene om løsepenge i sagen fungerede som røgslør for den egentlige forbrydelse.

/ritzau/