Norsk kvinde fængslet i Kina for laksesmugling

En norsk kvinde er sigtet for at have smuglet laks for op mod 180 millioner norske kroner ind i Kina.

Foto: ERIC PIERMONT.
Læs mere
Fold sammen

En norsk kvinde er blevet fængslet i Kina.

Kvinden er sigtet for at have smuglet laks for 150-180 millioner norske kroner ind i Kina.

Foreløbig er kvinden varetægtsfængslet i 30 dage. Hun har brev- og besøgsforbud, skriver det norske medie Fiskeribladet.

Norges udenrigsministerium bekræfter, at en nordmand er tilbageholdt i Kina.

»Udenrigsministeriet er bekendt med, at en norsk statsborger er fængslet i Kina. Vedkommende tilbydes konsulær bistand i overensstemmelse med de gældende rammer til fængslede norske statsborgere i udlandet,« oplyser kommunikationschef i ministeriet Frode Andersen.

Kvinden er ifølge Fiskeribladet gift med en nordmand og har både norsk og kinesisk statsborgerskab.

Kina mener at have afsløret en omfattende smugling af laks fra Vietnam til Kina for i alt 720 millioner kroner. Fisken er sendt med fly til Vietnam og senere smuglet med både til Kina, skriver nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/NTB