Norsk kvinde dømmes for at dele billeder af datter på Facebook

Billeder af krænkende karakter blev delt i en offentlig Facebook-gruppe, hvor den norske kvinde var stifter.

En norsk kvinde er blevet dømt ved Landsretten i Hålogaland, efter hun har delt billeder og videoer af sin syvårige datter på Facebook.

Det skriver det norske medie Rett24.

Ifølge dommen er opslagene af privat og stødende karakter i sådan grad, at det kan skade pigens fremtidige liv.

»Den syvårige har ikke haft en reaktion på omstændighederne, men det udelukker ikke reaktioner senere hen, for eksempel i ungdomsårene,« skriver Retten i Hålogaland blandt andet i dommen.

Billederne blev delt i en offentlig Facebook-gruppe, hvor den norske 49-årige kvinde var stifter.

Gruppen blev oprettet i 2017, mens der kørte en sag med det norske børneværn mod kvinden om tvangsfjernelse af barnet.

Hun delte billeder af datteren i »særlige sårbare situationer,« blandt andet hvor datteren græd.

Den 49-årige kvinden delte desuden billeder af medarbejdere hos børneværnet, hvor hun manipulerede billederne ved at sætte djævlehorn på de ansatte.

Det har været et centralt spørgsmål i sagen, hvorvidt det er en forældres eget ansvar at vurdere, hvad man kan dele om sine børn på de sociale medier.

Til det vurderede retten følgende:

»At en forælder som her deler indhold af meget følsom og privat karakter, er objektivt set uden for rammen for, hvad der naturligt indgår i at have forældremyndigheden af barnet.«

Delingen af billeder og videoer af datteren har udløst en bødestraf på 12.000 norske kroner til kvinden.

Kvinden blev desuden tiltalt for at have forulempet en offentlig tjenestemand med sin billedmanipulation af børneværnets ansatte.

Kvinden har udtalt gennem sin advokat, at hun vil anke dommen til højesteret.

/ritzau/