Norsk havarikommission har god idé om årsag til motorstop

Krydstogtskibet Viking Sky bliver onsdag morgen flyttet fra havnen i Molde efter weekendens drama.

Norsk havarikommission mener at kende årsagen til det motorstop, der satte et krydstogtskib ud i weekenden. Det fortæller havarikommissionen til det norske medie NRK. Pedersen, Terje/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lørdag klokken 14 lød en dramatisk mayday-melding fra det norske krydstogtskib Viking Sky. Krydstogtsskibet med 1373 personer om bord havde mistet motorkraft i et voldsomt uvejr og var faretruende tæt på at støde mod grund.

Siden har det store spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt, runget. Nu mener den norske havarikommission at kende svaret. Det skriver det norske medie NRK.

»Når det kommer til motorstoppet, mener vi at have en god idé om, hvordan det skete.«

»Samtidig skal det siges, at vi har en del data, der skal undersøges, før vi kan fastslå det endegyldigt«, siger afdelingschef fra den norske havarikommission Dag S. Liseth til NRK.

Han ønsker dog endnu ikke at gå nærmere ind i resultaterne. Og han kan ikke sige, hvornår Havarikommissionen vil kunne melde noget offentligt ud.

Dog melder havarikommissionen, at de foreløbige undersøgelser ikke tyder på, at der er grund til bekymring for lignende tilfælde fremover.

»Hvis vi mente at kende til et problem på motoren, som kunne forårsage nye ulykker, havde vi naturligvis udsendt en varsling«, siger Dag S. Liseth.

Onsdag morgen flytter man krydstogtskibet fra havnen i Molde til Kristianssund.

Her vil rederiet begynde reparationer af skibet, mens havarikommissionen vil fortsætte deres undersøgelser.

Skibet havde 1373 personer om bord, da det nødstedte, hvoraf 915 personer var passagerer.

Af de passagerer har 36 personer været til behandling på sygehuset. En af personernes tilstand er alvorlig, men stabil.

Flere eksperter har siden det dramatiske motorstop i weekenden kritiseret forholdene på "Viking Sky".

Det norske søofficerforbund har kritiseret, at møbler og paneler på skibet ikke var sikret godt nok, og derfor var til fare for passagernes lemmer, da bølgerne var værst.

Den norske redningsskipper Magne Sætren har desuden undret sig over, at krydstogtskibet overhovedet sejlede, da ingen andre skibe på den norske Hustad-strækning havde trodset uvejret lørdag.

/ritzau/