Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, boede i 2014 i Jeffrey Epsteins hus i Palm Beach i Florida i fire dage.

Det skriver det norske kongehus' kommunikationschef, Guri Varpe, til norsk TV 2, efter at norske medier har beskrevet e-mails, hvori et besøg i Epsteins bolig i Palm Beach planlægges.

Det norske kongehus har ellers tidligere oplyst, at kontakten mellem Mette-Marit og Epstein blev afbrudt i 2013.

Det var gennem en fælles ven, at kronprinsessen i 2014 lånte Epsteins bolig, oplyser det norske kongehus ifølge nyhedsbureauet NTB. Mette-Marit opholdt sig der sammen med en veninde.

De seneste oplysninger om den dømte seksualforbryder og kronprinsessens forhold kommer frem, efter at det amerikanske justitsministerium fredag offentliggjorde nye Epstein-dokumenter.

Mette-Marit nævnes ifølge norske medier hundredvis af gange i dokumenterne.

Det norske medie NRK beretter om en mail-udveksling, der ifølge mediet fandt sted mellem kronprinsessen og Jeffrey Epstein i efteråret 2012.

Her skrev Epstein, at han på daværende tidspunkt var i Frankrigs hovedstad, Paris, og på "konejagt", samt at "Paris viser sig at være interessant, men jeg foretrækker skandinaver".

Senere svarer Mette-Marit:

- Paris er god til utroskab. Skandinaver er bedre konemateriale. Men samtidig, hvad ved jeg?

NRK skriver, at mediet ikke har fundet hele dialogen mellem de to.

Kronprinsessen siger i en skriftlig udtalelse ifølge NTB, at Epstein selv må stå til ansvar for sine handlinger.

- Jeg må tage ansvar for, at jeg ikke tjekkede Epsteins baggrund bedre, og at jeg ikke hurtigt nok forstod, hvad for et menneske han var, siger hun.

- Det beklager jeg på det kraftigste, og det er et ansvar, som jeg må tage. Jeg udviste dårlig dømmekraft og angrer, at jeg overhovedet havde kontakt med Epstein. Det er slet og ret flovt. Jeg ønsker at udtrykke min dybe sympati og solidaritet med ofrene for overgrebene, som Jeffrey Epstein begik, fortsætter hun.

Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Epstein blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder.

/ritzau/