Marius Borg Høiby, der er søn af Norges dronning Mette-Marit, løslades ikke fra sin varetægtsfængsling.

Det har Norges højesteret afgjort, skriver nyhedsbureauet NTB.

Samme afgørelse nåede den norske landsret frem til i sidste uge.

Forinden havde Oslo tingrett afgjort, at Høiby kunne løslades. Den afgørelse kærede anklagemyndigheden.

Tingretten svarer til en dansk byret.

Marius Borg Høiby blev i juni idømt fire års fængsel for to voldtægter, mishandling i nære relationer og vold samt flere overtrædelser af et tilhold.

Han blev til gengæld frikendt for voldtægt begået mod to kvinder.

Han ankede dommen og afventer nu ankesagen, der efter planen skal for retten fra 9. februar til 5. marts 2027.

Sagen forløb i første retsinstans over syv uger, mens ankesagen altså ventes at strække sig over fire uger.

Der er afsat mindre tid til ankesagen, da flere tiltalepunkter om vold og brud på besøgsforbud, som Marius Borg Høiby har erkendt, ikke skal behandles igen.

Derudover skal appeldomstolen heller ikke tage stilling til de to voldtægter, som Høiby blev frikendt for, da anklagemyndigheden ikke har anket frifindelsen af Høiby på disse punkter.

Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af den norske kongefamilie, da han ikke er født ind i familien.

Han var barn, da hans mor blev kærester og senere gift med Norges daværende kronprins, Haakon.

Efter dommen i sagen i juni sad Høiby først i fængsel i Oslo, men har siden juli siddet med fodlænke på Skaugum, der er det norske kongepars ejendom uden for den norske hovedstad.

På trods af varetægtsfængslingen fik Høiby i september lov til at deltage i kong Haralds begravelse, ligesom Høiby besøgte den norske konge, da han i august var indlagt på Rikshospitalet i Oslo.

Ifølge højesterettens afgørelse skal Høiby være varetægtsfængslet foreløbigt indtil 30. november. Samme tidsfrist satte landsretten.

Fængslingen er løbende blevet forlænget.

RITZAU