Norge vil trække en smule mere på oliepenge

Den norske stat vil tappe lidt mere fra oliefonden i 2008. Det viser udkastet til finanslov. Regeringen er parat til en stor miljø- og klimasatsning.

Den norske stat vil bruge en smule mere fra oliefonden næste år, viser regeringens udkast til finansloven for 2008. Fonden består af de opsparede indtægter fra landets olieeventyr.

Regeringen foreslog fredag, at oliefonden tappes for 76,8 milliarder kroner. Det er mere end det ventede beløb på 68,5 milliarder kroner i indeværende finansår.

Til gengæld går pengene til et godt formål, forsikrede finansminister Kristin Halvorsen ved fremlæggelsen af budgettet. Hele 25 milliarder kroner skal bruges til en storstilet satsning på miljøbeskyttelse og indsatsen for at bremse den globale opvarmning.

/ritzau/