Norge udleverer islamistisk enfant terrible til Italien

En irakisk-kurdisk islamist på FNs terrorliste, der bl.a. er dømt for trusler mod Norges statsminister, risikerer udlevering til Italien.

Najmuddin Faraj Ahmad, kendt som Mullah Krekar, sidder for tiden fængslet i Norge. Men nu vil italienerne gerne have ham ud­leveret, og det har tingretten i Oslo godkendt. Udleverings­processen kan imidlertid ifølge Mullah Krekars forsvarer trække ud i flere år. Foto: Jan Olav Nesvold/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det bliver tilsyneladende stadig sværere at være højt profileret islamistisk propagandist i Skandinavien.

For få uger siden frakendte den danske højesteret Said Mansour hans statsborgerskab og dømte ham til udvisning for opfordring til terror. Nu ser det også ud til, at Norge kommer af med deres lokale variant af den såkaldte boghandler fra Brønshøj.

For i Norge er Mullah Krekar, hvis borgerlige navn er Najmuddin Faraj Ahmad, lidt af en islamistisk enfant terrible, der også gang på gang har været i retsvæsnets søgelys.

Siden han kom til Norge i 1991, har Mullah Krekar stået foran norske domstole mere end 60 gange til afhøring, retssager og i andre sammenhænge, og han har fået dækket advokatudgifter for mere end 2,5 millioner norske kroner af statskassen i løbet af de seneste otte år. Siden 2006 har han desuden været opført på FNs liste over personer tilknyttet al-Qaeda.

Allerede i 2003 blev han dømt til udvisning, da han på grund af forbindelse til den al-Qaeda-tilknyttede irakisk-kurdiske terror­gruppe Ansar al-Islam blev opfattet som en sikkerhedsrisiko af den norske stat. Imidlertid kunne udvisningen ikke gennemføres, da Norge ikke kunne få en garanti fra Irak for, at Krekar ikke risikerede tortur eller dødsstraf.

I 2012 blev han idømt fem års fængsel for drabstrusler mod bl.a. den konservative partiformand og nuværende statsminister, Erna Solberg. Han blev løsladt i januar 2015 og nåede lige at være på fri fod i en måneds tid, før han igen blev arresteret for trusler.

Arresteret i fængslet

Mens Mullah Krekar sad fængslet for dette forhold, formåede han ikke desto mindre at blive arresteret igen. Denne gang som følge af en omfattende italiensk ledet efterforskning af et internetbaseret terrornetværk med medlemmer i flere lande, som Krekar er mistænkt for at have været leder af og koordineret, mens han sad fængslet i Norge.

Denne gruppe, kaldet Rawi Shax, som er loyal over for Islamisk Stat, har ifølge kilder i italiensk politi planlagt angreb mod både norske mål og diplomater som hævn for fængslingen af Mullah Krekar, skriver norske Dagbladet.

Derfor har Oslo Tingret nu godkendt den italienske anmodning om at få Mullah Krekar udleveret til retsforfølgelse for dette forhold.

Mullah Krekars advokat, Brynjar Meling, erklærede imidlertid på Twitter, at Krekar vil anke tingrettens afgørelse.

Det kan ende med at blive en tidskrævende affære, såfremt Krekar ønsker at gøre brug af alle anke- og klagemuligheder. Ifølge den norske advokat og ekspert i udvisningssager, Arild Humlen, som udtaler sig til Nett­avisen, kan en udlevering trække ud helt til år 2022.