Norge har i år registreret tre tilfælde af russiske luftrumskrænkelser.
Det oplyser den norske regering tirsdag.
Der er tale om tre tilfælde, hvor russiske fly har fløjet gennem norsk luftrum i nogle minutter.
Det er sket i april, juli og august, lyder det.
- Hændelserne i Norge har et mindre omfang end krænkelserne mod Estland, Polen og Rumænien, både med hensyn til placering og varighed. Det er ikke desto mindre hændelser, som vi ser meget alvorligt på, siger Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fra den norske regering står der, at inden de tre tilfælde har der i over ti år ikke været lignende tilfælde i Norge.
Den første hændelse i år var 24. april. Her fløj et russisk jagerfly af typen SU-24 ind i norsk luftrum i fire minutter, oplyser den norske regering.
Præcis tre måneder senere - 24. juli - fløj et russisk transportfly i tre minutter ind i norsk luftrum.
Og 18. august var det et jagerfly af typen SU-33, der fløj gennem norsk luftrum i et minut.
Alle krænkelserne har fundet sted i det nordøstligste Norge.
- Vi kan ikke fastslå, om dette er gjort bevidst, eller om det skyldes fejlnavigering. Uafhængigt af årsagen er det ikke acceptabelt, og det har vi gjort klart over for de russiske myndigheder, siger Støre.
Den norske udenrigsminister, Espen Barth Eide, siger, at Norge har bedt om en forklaring fra Rusland. Det fremgår ikke, om der er kommet en sådan.
For nylig har Estland og Polen meldt om russiske luftrumskrænkelser. Det fik den vestlige militæralliance Nato til at udsende en meddelelse onsdag:
- Vi udtrykker fuld solidaritet med alle allierede, hvis luftrum er blevet krænket.
- Rusland har fuldt ansvar for disse handlinger, som er optrappende, kan føre til fejl og sætter liv i fare. De skal stoppe, står der i pressemeddelelsen fra Nato.
/ritzau/