Norge ramt af lærerstrejke ved skolestart

Mange tusinde norske skolelærere strejker fortsat, selvom skoleåret er startet. Parterne ser ikke ud til at nå til enighed foreløbig.

Læs mere
Fold sammen

NORGE: Tusindvis af norske skolelever går i øjeblikket i skole uden skolelærere.

Og der er ingen løsning i sigte i konflikten mellem lærernes fagforbund, Utdanningsforbundet, og kommunernes organisation, Kommunesektorens Organisasjon, KS, selvom parterne forsøger ihærdigt.

Den faglige konflikt brød ud i maj, hvor KS og Utdanningsforbundet blev enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne, der ligner den danske på flere områder. Blandt andet skal lærerne ifølge det norske medie NRK være »til rådighed« i 7,5 timer om dagen på skolerne.

Men et flertal af medlemmerne i Utdanningsforbundet afviste efterfølgende aftalen ved en urafstemning, og siden er flere tusinde lærere taget ud til strejke af deres forbund. Og lærerne optrapper torsdag strejken, hvorefter op mod 8.000 lærere vil strejke, skriver Nettavisen. Det betyder, at op omkring 65.000 skoleelever vil være uden en lærer.

På en pressekonference tirsdag sagde lederen af ??den kommunale organisation, Gunn Marit Helgesen, at de har nye oplæg, som de ønsker at drøfte med lærerne. Det skriver NRK.

»Vi er villige til at drøfte kravet om tilstedeværelse. Vi strækker en hånd ud, og vi er villige til at diskutere forslagene med parterne,« siger Gunn Marit Helgesen, som dog ikke vil være mere konkret omkring de nye forslag.

Næstformand i Utdanningsforbundet Steffen Handal betegner udspillet fra KS som positivt.

»De strækker en hånd ud og inviterer til samtaler. Det vil vi sige ja til. Vi har gjort det klart, at spørgsmålet om den obligatoriske tilstedeværelse på skolen er vigtig for os,« siger han til NRK.