Norge parkerer nye kampfly for milliarder i telte

Sikre hangarer til nykøbte kampfly i Norge står ikke klar før 2020, og det er en stor fejl, mener forsker.

- En planlægningsfejl af dimensioner. Der er noget fundamentalt galt med den forsvarspolitiske planlægning i Norge, siger forsker Ståle Ulriksen ved Sjøkrigsskolen om, at nye kampfly skal parkeres i telte de første år. Reuters/Ntb Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Norge parkerer nye kampfly for milliarder i telte, da planlagte hangarer ikke står klar før om tre år.

»En planlægningsfejl af dimensioner. Der er noget fundamentalt galt med den forsvarspolitiske planlægning i Norge,« siger forsker Ståle Ulriksen ved Sjøkrigsskolen til Adresseavisen.

Det første af de 51 nye kampfly af typen F-35 ankom i september.

Ståle Ulriksen mener, at de forstærkede hangarer burde stå klar ved leveringen af de første kampfly.

»Jeg bliver skræmt. Vi har vidst i mange år, at disse fly skulle komme. Jeg bliver simpelthen rystet,« siger forskeren til avisen.

Aage Lyder Longva, som er næstkommanderende i Luftforsvaret, bekræfter, at forsvaret må bruge midlertidige teltløsninger. Først i 2020, når mindst 22 af de nye fly er leveret, vil de specialbyggede hangarer til 2,26 milliarder norske kroner stå klar.

»Mens vi venter på robuste hangarløsninger, vil vi benytte den nye vedligeholdelseshangar til at parkere F-35. Vi vil også benytte tilpassede flyklargøringshaller i forstærket plast,« siger Longva.

Forsvaret i Norge er endt i denne situation, da basen i Ørland, hvor flyene skal stå, oprindeligt var planlagt som en fredsbase uden betonhangarer.

Men 16. juni besluttede Stortinget at bevilge penge til at bygge hangarer i beton for at beskytte den gigantiske investering.

Norge investerer 81 milliarder norske kroner i flyene. Leveringsomkostningerne er beregnet til over 270 milliarder norske kroner.

Ørland ligger omkring 60 kilometers flyvetur fra Trondhjem.

/ritzau/NTB