Nordpolens is smelter måske, selv om verden indfrier sine klimamål

Isen på Nordpolen kan fortsætte med at smelte hurtigt, selv om verdens klimamål bliver opfyldt, viser nyt studie. Republikanerne i Repræsentanternes Hus løftede mandag sløret for lovgivning, der skal erstatte sundhedsreformen Obamacare, Nordkoreas missilaffyringer ud over Det Japanske Hav var træning i angreb på amerikanske baser, og så er en afghansk familie blevet løsladt i USA efter stor mediebevågenhed. Få overblikket over nattens historier her.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO HOPPMANN

Nordpolens is forsvinder måske trods indfriede klimamål

Isen i Ishavet fortsætter måske med at smelte, selv om verdens regeringer opnår de mål for at mindske global opvarmning, som blev aftalt i 2015. Det konkluderer forskere i en ny rapport.

Der er blevet gradvist mindre is i Ishavet de seneste årtier.

Det har taget levebrødet fra indfødte og skadet dyrelivet i området, der er blevet åbnet mere for shipping og olieudvinding.

Ifølge Paris-aftalen fra 2015 skal regeringer ved hjælp af en række delmål holde verdens temperaturstigning på under to grader i forhold til før industritiden.

Det store mål er, at man kan holde stigningen på kun 1,5 grader.

- Målet på to grader er muligvis ikke nok til at afværge et isfrit Ishavet, skriver klimaforskerne James Screen og Daniel Williamson fra Exeter University i rapporten.

Ifølge de to forskere vil en temperaturstigning på to grader betyde, at der er 39 procent risiko for, at isen stadig vil smelte i Ishavet sommeren over.

Omvendt er isen næsten sikker på at overleve, hvis temperaturstigningen er 1,5 grader.

De to forskere forudsiger samtidig, at der er 73 procent risiko for, at isen vil smelte i sommermånederne, medmindre regeringer laver større beskæringer i deres udledning.

Hvis nuværende tendenser fortsætter, vil der i øvrigt ske en temperaturstigning på tre grader, mener forskerne.

- På under 40 år har vi næsten halveret det område, som isen dækker om sommeren, siger Tor Eldevik, der er professor ved Bjerknes Center for Klimaforskning ved universitetet i Bergen, Norge.

Han tog del i de to forskeres studier.

Han forudsiger, at havisen vil forsvinde om cirka 40 år, hvis de nuværende tendenser fortsætter.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange under valgkampen sagt, at han vil trække USA ud af Paris-aftalen. Siden har præsidenten dog sagt, at han har "et åbent sind" over for aftalen.

/ritzau/Reuters

 

Republikanere afslører plan for afvikling af sundhedsreform

Der har været adskillige protester både for og imod Trumps planer om at afskaffe sundhedsreformen Obamacare. REUTERS/Stephanie Keith Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANIE KEITH.

De republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus har mandag løftet sløret for et lovforslag, der skal ophæve centrale punkter i sundhedsreformen Obamacare.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget indebærer blandt andet et stop for udvidelsen af det statsligt finansierede Medicaid-program for de fattigste i USA.

Derudover vil man indføre et loft over den fremtidige offentlige finansiering af Medicaid.

Derudover vil Republikanernes lovforslag gøre op regler, der gør det obligatorisk for personer at have en sundhedsforsikring.

- Efter flere års brudte løfter under Obamacare har Repræsentanternes Hus i dag taget et vigtigt skridt, siger formand for energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus Greg Walden i en erklæring ifølge AFP.

- Kort sagt har vi en bedre måde at tilbyde løsninger, der sætter patienter - ikke bureaukraterne - først. Og vi arbejder fremadrettet i en fælles indsats for at redde det amerikanske folk fra det rod, Obamacare har skabt, tilføjer han.

Lovforslaget skal godkendes både i Repræsentanternes Hus og Senatet.

Republikanerne i Kongressen har gentagne gange lovet, at man vil afvikle og erstatte den forhenværende præsident, Barack Obamas, sundhedsreform, der blev vedtaget i 2010 under navnet Affordable Care Act.

Kort efter sin indsættelse udstedte præsident Donald Trump et dekret rettet imod "at minimere den økonomiske byrde" af sundhedsreformen Obamacare.

Han ønsker i stedet, at der skal skabes øget konkurrence mellem private forsikringer.

At afskaffe Obamacare har en høj prioritet blandt Republikanerne. De har flertal i begge Kongressens kamre.

Over 20 millioner amerikanere, som tidligere var uden sygesikring, er blevet dækket med forsikringer under Obamacare.

/ritzau/

Nordkorea: Test var træning i angreb på USA's baser i Japan

Arkivfoto: 12. Februar 2017 affyrede Nordkorea en ballistisk missil i retning af Det Japanske Hav. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM HONG-JI.

Da det nordkoreanske regime mandag morgen affyrede fire ballistiske missiler ud over Det Japanske Hav, var det en øvelse i et angreb på amerikanske baser i Japan.

Det oplyser det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, tirsdag.

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, overværede affyringen og stod selv for at indlede den, tilføjer KCNA.

Øvelsen blev udført af en artillerienhed, der "har til formål at angribe de amerikanske imperialisters baser i Japan", lyder det fra KCNA.

Nordkorea affyrede tidligt mandag morgen fire missiler, der fløj omkring 1000 kilometer ud over Det Japanske Hav.

Ifølge Japans premierminister, Shinzo Abe, landede tre af dem i japansk havzone.

Abe kalder affyringerne en ny fase af truslen fra Nordkorea, efter at styret adskillige gange har prøveaffyret ballistiske missiler i strid med resolutioner vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.

Både Japan og USA har anmodet om et ekstraordinært møde i FN's Sikkerhedsråd. Det ventes at finde sted onsdag.

Resolutioner vedtaget i Sikkerhedsrådet forbyder Nordkorea enhver anvendelse af ballistisk missilteknologi.

Men selv om FN har indført sanktioner mod styret seks gange siden 2006, har Nordkorea fortsat med at teste teknologien.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, skriver på det sociale medie Twitter, at verden "ikke vil tillade", at Nordkorea fortsætter sin "destruktive adfærd".

Sean Spicer, talsmand for Det Hvide Hus, siger, at Nordkorea udgør en "meget alvorlig trussel", og understreger, at administrationen forbereder sig på at "styrke vores evne til at forsvare os mod Nordkoreas ballistiske missiler".

Det nordkoreanske styre har meddelt, at det ønsker at udvikle interkontinentale ballistiske missiler, der i stand til at nå det amerikanske kontinent. Det har USA's præsident, Donald Trump, svoret aldrig vil ske.

/ritzau/

 

Afghansk familie løsladt i USA efter stor mediebevågenhed

En afghansk familie, som tirsdag i sidste uge blev tilbageholdt i Los Angeles, efter de var ankommet til USA, er mandag aften lokal tid blevet løsladt. Det oplyser familiens advokater.

Familien, der består af et ægtepar og tre børn, var ankommet til USA, hvor de i forvejen havde fået visum.

Men straks efter landingen blev de taget med til afhøring af USA's grænsemyndighed, U.S. Customs and Border Protection (CBP).

Familien havde gyldige indrejsepapirer i form at et særligt immigrantvisum, der var udstedt til gengæld for opgaver, som faren har udført for den amerikanske regering i Afghanistan.

Her havde han ifølge familiens advokat Robert Blume arbejdet på en amerikansk militærbase i Afghanistan.

Som følge af, at faren arbejdede sammen med amerikanere, blev han overfaldet og skudt af medlemmer af Taliban.

Sagen har fået stor bevågenhed i medierne.

Advokat Robert Blume har hele tiden fastholdt, at det var en fejl, at familien blev tilbageholdt. Han har kædet episoden sammen med præsident Donald Trumps hårde kurs mod indvandrere.

- Regeringen har ramt ved siden af i den her sag. Den har simpelthen fejlet, sagde Blume, efter at de fem var blevet tilbageholdt.

Familien blev ifølge retspapirerne "med absolut ingen begrundelse overhovedet" tilbageholdt.

Ydermere havde familien ingen adgang til juridisk bistand.

Under høringerne sagde advokater for justitsministeriet, at det specielle visum, som familien var i besiddelse af, ikke fritog dem fra at gennemgå ekstra sikkerhedstjek.

Ifølge familiens advokater havde myndighederne tænkt sig at flytte moren og børnene til delstaten Texas, mens faren sad i et højsikkerhedsfængsel i Californien.

Lørdag aften skred en dommer dog ind og annullerede flytningen.

Nu hvor alle er på fri fod, vil familien slå sig ned i Seattle, der ligger i delstaten Washington.

/ritzau/

 

Nordkorea forbyder malaysiere at rejse ud af landet

Umiddelbart efter, at Nordkorea varslede udrejseforbuddet mod malaysiske statsborgere, har myndighederne i Kuala Lumpur afspærret Nordkoreas ambassade i byen. Her et billede af den Nordkoreanske ambassede i den malaysiske hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Foto: LAI SENG SIN.

Nordkorea forbyder malaysiske statsborgere at rejse ud af landet. Det oplyser det nordkoreanske statsmedie, KCNA.

Det skriver AFP.

Meldingen kommer midt i en diplomatisk krise mellem de to lande, efter at den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, halvbror, Kim Jong-nam, blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn i februar.

- Alle malaysiske statsborgere i Nordkorea vil blive midlertidigt forhindret i at rejse ud af landet, indtil episoden i den malaysiske lufthavn er tilstrækkelig udredt, lyder det i en melding på KCNA.

Mediet citerer det nordkoreanske udenrigsministerium.

Ministeriet har informeret den malaysiske ambassade i Pyongyang om baggrunden for forbuddet.

Ved samme lejlighed har styret anmodet om, at sagen omkring drabet på Kim Jong-nam bliver håndteret hurtigt og retfærdigt, så de to lande igen kan genoptage de diplomatiske forbindelser, lyder det i meldingen fra KCNA.

Meldingen fra Nordkorea kommer umiddelbart, efter at den nationale politichef i Malaysia udtalte, at de nordkoreanske myndigheder nægter at samarbejde i efterforskningen af det spektakulære drab.

I samme forbindelse sagde politichefen, at de tre nordkoreanske statsborgere, som politiet eftersøger, tilsyneladende gemmer sig på den nordkoreanske ambassade i Kuala Lumpur.

- Hvor meget længere har de tænkt sig at gemme sig på ambassaden. Det er et spørgsmål om tid, før de kommer ud, siger Khalid Abu Bakar under en pressebriefing tirsdag ifølge Reuters.

Umiddelbart efter, at Nordkorea varslede udrejseforbuddet mod malaysiske statsborgere, har myndighederne i Kuala Lumpur afspærret Nordkoreas ambassade i byen.

- Ingen embedsmænd eller ansatte ved ambassaden må forlade landet, lyder det i en erklæring fra det malaysiske indenrigsministerium.

Kim Jong-nam blev dræbt i Kuala Lumpurs lufthavn 13. februar af en yderst potent nervegas ved navn VX. Den er af FN klassificeret som et masseødelæggelsesvåben.

/ritzau/