Nordmand bliver ny chef for FN's Miljøprogram

Norges tidligere miljøminister Erik Solheim bliver ny UNEP-chef. Mexicansk eksminister bliver ny klimachef.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

New York: FN's generalsekretær Ban Ki-moon bekræfter, at nordmanden Erik Solheim er indstillet som ny chef for FN's Miljøprogram, UNEP.

Den tidligere leder af det norske Sosialistisk Venstreparti var en af de tre kandidater, som var tilbage efter flere interviewrunder, skriver den norske avis Dagens Næringsliv.

61-årige Erik Solheim har været leder af OECD's udviklingskomité (DAC) i Paris siden 2013. Inden det var han udviklings- og miljøminister i Norge, en post han modvilligt forlod i 2012.

Siden da har han undladt at svare på, om han fortsat er medlem af Sosialistisk Venstreparti, eller om han har meldt sig ind i Miljøpartiet De Grønne, som han har bistået med råd, siden han forlod norsk politik.

Solheim afløser Achim Steiner, som har stået i spidsen for UNEP i 10 år.

Ban Ki-moon har samtidig udpeget mexicanske Patricia Espinosa til at lede FN's klimasekretariat (UNFCCC), skriver flere internationale medier. Hun afløser Christiana Figueres, der meddelte sin afgang i februar, to måneder inden klimaaftalen i Paris faldt på plads.

Espinosa er tidligere udenrigsminister i Mexico og har en lang diplomatisk karriere bag sig. Hun spillede en afgørende rolle under FN's klimakonference i Cancun i Mexico i 2010.

Ban Ki-moon har formelt set kun nomineret hende til posten som FN's klimachef, men ifølge flere medier er valget i praksis afklaret. Et brev, som det franske nyhedsbureau AFP er kommet i besiddelse af, bekræfter udnævnelsen af Espinosa.

/ritzau/NTB