Klokken er på den kedelige side af ni for en søndag morgen, da jeg trækker gardinerne fra den 17. maj. Uden for mit vindue småløber en ung fyr forbi i knæstrømper med sløjfer, stumpebukser og en fornem uldjakke med guldknapper. For det utrænede øje ligner han en statist i en historisk film. For det trænede øje er han bare en ud af de tusindvis af nordmænd, der hvert år klæder sig ud for at fejre Norges nationaldag, som er en fest uden lige.

Med min norske svigerfamilies kyndige vejledning går jeg straks i køkkenet denne morgen for at lave en overdådig morgenmad. Det hører til en rigtig 17. maj-fejring. Der skal også en flaske champagne eller to på bordet, selv om de er dyre efter danske standarder og skal drikkes så tidligt, at boblerne blander sig med smagen af tandpasta fra morgentandbørstningen.

Bordet skal pyntes med norske flag, og man skal helst klæde sig i nationaldragten bunaden, som manden uden for vinduet løb forbi i. Det er en traditionsrig dragt, som består af adskillige lag med nøje broderet uld, det fineste bomuld og adskillige stykker tilbehør lavet af ægte sølv. Dragten varierer i form og farver, alt efter hvor man kommer fra i Norge.

Engang var bunaden et umoderne fortidselement, noget bedsteforældre klædte sig i, og som børn og unge syntes var lidt fjollet. Men i løbet af det seneste år har den fået en bemærkelsesværdig guldalder. Nu vil alle, og især de unge, have deres egen nationaldragt med alt det tilbehør, man kan få. Derfor spenderer tusindvis af unge nordmænd med glæde op mod 80.000 kr. på dragten. Nogle bruger endda 100.000 kr. Prisen afhænger af, hvor meget tilbehør man vil have, og hvor mange broderede mønstre man vil have på tøjet. Mine norske venner har valgt en mellemløsning og brugt omkring 40.000 kr. hver på deres bunader, men det er kun begyndelsen, for de regner med at tilføre mere sølv og mere uld og silke i de kommende år.

Efter at vi har indtaget det store morgenmåltid, er det tid til at vinke til kongefamilien. På kongeslottet i centrum af Oslo har kong Harald og dronning Sonja allerede taget opstilling på balkonen med kronprinseparret og deres børn. Det gjorde de tidligt på morgenen for at være klar til at vinke til hver eneste nordmand, der lægger vejen forbi slottet. Det gør mange tusinde børn og voksne i et traditionsrigt optog, så kongefamilien står og vinker i op til fire og en halv time. Hvordan de overhovedet kan se ansigterne på de fremmødte er mig til gengæld en gåde. Det er fyldt med norske flag overalt i kæmpestore og bittesmå formater.

Fejringen begrænser sig ikke til hovedstaden, Oslo, men foregår overalt i Norge og de fleste steder i verden. Nordmænd, der bor uden for landets grænser tager nemlig også del i nationaldagen, og TV-stationen NRK sender live fra fester i alle lande fra Kenya til Kina.

Som dansker er den norske nationaldag noget af en oplevelse. I forhold til den danske grundlovsdag er 17. maj i Norge en lang og følelsesmæssig oplevelse. Nordmændene er så stolte af deres land, grundloven og det blåstribede flag. I begyndelsen brugte jeg den unge grundlov som forklaring på forskellen på fejringen i Danmark og i Norge. Men Norge fik sin grundlov i 1814, og Danmark fik som bekendt først sin i 1849. Selvfølgelig er der andre følelser på spil hos vores norske brødre. De har været en del af skiftende unioner og måtte finde sig i at blive en sejrsgave til Sverige fra Danmark efter nederlaget i Englands-krigene i 1814. Måske er det årsagen til, at nordmændene har behov for at skeje ekstra meget ud og bruge formuer på nationaldragter.

Sikkert er det dog, at man som dansker i Norge bliver bevidst om, hvor afdæmpet vi fejrer Danmark. Nationalisme er ikke noget, vi udbasunerer med nationaldragter og store, folkelige traditioner. Selv ikke på grundlovsdag, hvor vores fest er begrænset til politiske taler, som mange af os nok må erkende, at vi ikke møder op til. Jeg kan ikke med hånde på hjertet sige, at grundlovsdag er markeret som mere end en fridag. Jeg kunne heller ikke forklare mine norske venner, hvordan de danske folkedragter ser ud, før jeg havde googlet mig frem til det.

Derfor er det besynderlige at diskutere nationalisme med nordmænd. Mens det tilnærmelsesvist er et skældsord at kalde nogen for nationalist i Danmark, er det et kompliment, man takker for i Norge. Det betyder ikke, at nordmændene har nok i sig selv og ikke har et globalt udsyn. De er om nogen optaget af at løse konflikter og katastrofer rundt om i verden. Men det betyder, at de har en dag, hvor de ranker ryggen og finder flag og folkedrager frem, mens de gratulerer hinanden med, at de er nordmænd. Og den fejring har jeg endnu ikke set en grundlovsdag i Danmark, som kan måle sig med.