Nordkoreas forhold til USA afhænger udelukkende af, at USA vil acceptere landets atomvåben.
Det siger Nordkoreas leder, Kim Jong-un, ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA under afslutningen af det regerende Arbejderpartis kongres.
- Hvis USA opgiver sin konfrontationspolitik over for Nordkorea ved at respektere vores lands nuværende status, så er der ingen grund til, at vi ikke kan komme godt ud af det med USA, siger Kim Jong-un.
Samtidig annoncerede den nordkoreanske leder planer om at udvide landets arsenal af atomvåben.
- Vi har en langsigtet plan for at udvide vores nationale atomstyrke og vil fokusere på projekter, der øger antallet af atomvåben samt udvider de nukleare operationelle midler og anvendelsesområder, siger Kim Jong-un.
Nordkorea arbejder desuden på at udvikle endnu stærkere interkontinentale ballistiske missiler og angrebssystemer baseret på kunstig intelligens og droner, lød det videre.
Kim Jong-un udpegede i sin tale naboen Sydkorea som landets største fjende. Sydkoreas præsident Lee Jae-myungs forsøg på forsoning blev betegnet som vildledende og grove.
Det er flere år siden, at Nordkoreas leder sidst mødtes med en amerikansk præsident. Det var tilbage i Donald Trumps første periode, der strakte sig fra 2017 og 2021.
Dengang mødtes de to ledere tre gange, men efter at Trump for et år siden vendte tilbage til Det Hvide Hus, har der ikke været møder.
Sidste år lød meldingen fra Det Hvide Hus, at Trump var parat til at genoptage dialogen med Kim Jong-un med det formål at afruste Nordkorea for atomvåben.
For tiden fører USA's regering forhandlinger med Iran omkring det iranske atomprogram. Donald Trump har flere gange sagt, at han ikke vil acceptere, at Iran får atomvåben.
Trump har truet med at angribe Iran, hvis de igangværende forhandlinger om en atomaftale ikke fører til en ny aftale.
/ritzau/
