Nordkoreas diktator måtte have lommetørklædet frem, da han deltog i et møde om den faldende fødselsrate i landet.

Det seneste årti er der blevet født langt færre børn i Nordkorea.

Og det fik tilsyneladende tårerne frem hos Kim Jong-un. 

En video viser ham tørre sig om øjnene, da han sidder foran en sal af nordkoreanske kvinder, der opfordres til at få flere børn og stande den dalende fødselsrate. 

Internationale medier skriver, at Kim Jong-Un forsøgte at holde tårerne tilbage under hele sin tale.

Mange af kvinderne i salen kunne heller ikke holde tårerne tilbage.

Anledningen for mødet var det »nationale mødremøde« i Pyongyang, skriver Sky News.

»At standse faldet i fødselsraterne og give god børnepasning og uddannelse er vores alles anliggender, som vi bør løse sammen med vores mødre,« sagde Kim Jong-Un på mødet.

Eksperter forklarer til Sky News, at den dalende fertilitet i Nordkorea hænger sammen med, at mange nordkoreanske familier kun får ét barn, fordi »de har brug for masser af penge for at opdrage deres børn«.

39-årige Kim Jong-Un overtog magten i Nordkorea efter sin far i 2011.
39-årige Kim Jong-Un overtog magten i Nordkorea efter sin far i 2011. AFP/Ritzau Scanpix

Nordkoreas nøjagtige fødselstal er svære at få indsigt i, da det kun er begrænset data, som Nordkorea – et af de fattigste lande i verden – vælger at dele. 

Men et sydkoreansk statistikcenter vurderer, at Nordkoreas befolkning i øjeblikket er på 25,7 millioner.

I 1970erne og 1980erne indførte Nordkorea præventionsprogramme for at bremse en befolkningstilvækst efter krigstider. 

Kim Jong-Uns appel for at føde flere børn står derfor i skarp kontrast til tidligere tider. 

Fødselsraten faldt imidlertid også i 1990erne, hvor hundredtusindvis af nordkoreanere mistede livet på grund af hungersnød. 

Nordkoreanske statsmedier skriver, at Kim Jong-Un har indført initiativer, der skal give fordele for familier med tre eller flere børn. 

Disse incitamenter omfatter gratis bolig, statstilskud, gratis mad, medicin, husholdningsartikler og uddannelsesmæssige fordele for børn, skriver The Economis Times.