Nordkoreanere søger tilflugt på dansk ambassade

Højst usædvanligt har fire nordkoreanere har søgt tilflugt på den danske ambassade i Vietnam.

Fire personer, der efter alt at dømme er nordkoreanere, er troppet op på den danske ambassade i Vietnams hovedstad, Hanoi. Det oplyser ambassaden til Ritzaus Bureau.

- Vi har fire personer på ambassadens område. Tre kvinder og en mand. I øjeblikket forsøger vi at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil. Det ved vi ikke endnu, for de taler ikke et sprog, som vi forstår. Men de er tilsyneladende fra Nordkorea, siger ambassadesekretær, Thomas Gammelgård Jørgensen.

Sydkoreanske aktivister siger til nyhedsbureauet AP, at de fire gerne vil have asyl i Sydkorea. De skulle dog under deres flugt være blevet afvist på en sydkoreansk ambassade i et andet land.

Thomas Gammelgård Jørgensen kan dog ikke bekræfte de forlydender.

/ritzau/