Nordkoreanere i dansk tilflugt

En nordkoreansk familie har søgt tilflugt på den danske ambassade i Vietnams hovedstad Hanoi. Familien vil ikke kunne søge asyl gennem ambassaden, oplyser Udenrigsministeriet.

En mand og tre kvinder fra Nordkorea har søgt tilflugt på den danske ambassade i Hanoi i Vietnam. Ambassaden arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvad de fire nordkoreanere ønsker.

Familien vil øjensynligt forsøge at komme videre til Sydkorea, som siden Korea-krigens slutning i 1953 har givet asyl til over 10.000 nordkoreanere - specielt inden for de seneste år.

- Vi har fire personer på ambassadens område. Tre kvinder og en mand. I øjeblikket forsøger vi at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil. Det ved vi ikke endnu, for de taler ikke et sprog, som vi forstår. Men de er tilsyneladende fra Nordkorea, siger ambassadesekretær, Thomas Gammelgård Jørgensen til Ritzau.

Taskforce nedsat

Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Lars Thuesen, oplyser, at man i øjeblikket arbejder på at fremskaffe en koreansk tolk, så man kan komme i kontakt med familien.

- Det er første gang den danske ambassade i Hanoi oplever, at nordkoreanere søger tilflugt. Men bl.a. den franske og britiske ambassade i byen har erfaring med nordkoreanere. Vi er derfor i kontakt med dem for at høre, hvordan de plejer at takle situationen,

fortæller Lars Thuesen til Berlingske.dk

Det vil dog ikke være muligt for familien at søge asyl i Danmark gennem ambassaden, fortæller Lars Thuesen. Det skal nemlig ske igennem FN-regi.

I Udenrigsministeriets Borgerservice er der nu nedsat en taskforce, som tager sig af sagen.

Sydkorea tøver

Ifølge sydkoreanske aktivister, havde de fire nordkoreanere tidligere forsøgt at søge asyl på en sydkoreansk ambassade i et unavngivent land. Men deres ansøgning blev afslået.

Selvom Sydkorea officielt giver asyl til alle Nordkoreanere, der ønsker det, har landet pga. af en pludselig stigning i ansøgninger været tøvende af frygt for at forværre forholdet med Nordkorea, skriver Herald Tribune.