Nordkorea svarer igen på amerikanske sanktioner: Det kan stoppe atomnedrustning »for evigt«

Sanktioner kommer ikke til at få Nordkorea til at rette sig efter USA, lyder det i ny advarsel til Trump-regeringen.

Det var et historisk møde, da USAs præsident i juni mødtes med lederen af Nordkorea, Kim Jong-un. Men siden mødet, hvor Nordkorea lovede at indstille sit atomprogram, og USA lovede fred og nye relationer, er forhandlingerne gået i hårdknude over, hvem der skal gøre hvad først. Fold sammen
Læs mere
Foto: Saul Loeb/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis amerikanerne tror, at økonomisk pres kan tvinge Nordkorea til at opgive sine atomvåben, begår amerikanerne en »grov regnefejl«.

Sådan advarede Nordkoreas udenrigsministerium USA i en pressemeddelelse søndag aften, efter at Trump-regeringen har vedtaget nye sanktioner mod tre nordkoreanske embedsmænd for brud på menneskerettigheder. Det skriver The New York Times.

Hvis Trump-regeringen bliver ved med at vedtage nye sanktioner mod styret, vil det »blokere vejen« til landets atomnedrustning – »for evigt«, lød det fra Nordkorea.

Da USAs præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i juni, forpligtede Nordkoreas leder sig ellers til at arbejde hen imod en total nedlæggelse af landets atomprogram, mens Trump til gengæld lovede fred og »nye relationer« med landet. Derefter erklærede han problemet med Nordkorea »løst«.

Men de to parter er aldrig blevet enige om, i hvilken rækkefølge deres løfter skal realiseres. Kommer der fred og nye relationer med USA, når Nordkoreas atomvåben er væk? Eller vil Kim Jong-un først smide våbnene fra sig, når Trump har indledt »nye relationer«?

Nordkoreas reaktion på de nye sanktioner tyder på, at Kim Jong-un ønsker sidstnævnte scenarie.

Udenrigsministrene fra USA og Nordkorea, henholdsvis Mike Pompeo og Kim Yong-chol, skulle have mødtes i New York i november, men mødet blev aflyst af Nordkorea, fordi USA endnu ikke havde ophævet nogen sanktioner. Der er stadig ikke kommet en ny dato for mødet.

»Mange mennesker har spurgt mig, hvordan vi klarer forhandlingerne med Nordkorea – jeg svarer altid, at vi ikke har travlt,« skrev præsident Trump fredag på Twitter: »Vi klarer det helt fint!«

USA har fastholdt sin politiske linje over for Nordkorea, siden de to ledere for et halvt år siden mødtes for første gang i Singapore. Siden har Trump-regeringen vedtaget sanktioner mod firmaer og individer, som er mistænkt for at have begået blandt andet hvidvask og foretaget cyberangreb på Nordkoreas vegne.