Nordkorea har søndag gennemført et forsøg i den »vigtige afsluttende fase« af udviklingen af en spionsatellit, som efter planen skal sendes ud i rummet i april 2023.
Det oplyser landets statsejede nyhedsbureau KCNA.
Nordkoreas rumagentur Nada udførte forsøget ved dets satellitopsendelsesstation i byen Sohae i den vestlige del af landet.
Et køretøj bar en prøvesatellit, som også indeholdt flere kameraer, billedsendere og modtagere, en kontrolenhed og et lagerbatteri, som blev affyret ved stationen.
En talsperson for Nada bekræfter i en udtalelse til KCNA, at en række teknologier i affyringen viste sig at fungere.
Talspersonen siger, at forsøget var en »sidste del af vejen mod at sende en rekognosceringssatellit op«.
KCNA frigav også to billeder i lav kvalitet og sort/hvid, som det hævder blev taget under satellitaffyringen søndag. Billederne viser den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og den nærliggende havneby Incheon.
Det er ikke umiddelbart muligt at verificere billedernes ægtehed. De ville i teorien kunne fremstilles ved at redigere billeder fra Google Maps eller en anden tjeneste, som leverer satellitbilleder.
Udmeldingen om arbejdet med spionsatellitten kommer, blot en dag efter at Nordkorea igen gennemførte prøveaffyringer med missiler ud over Det Japanske Hav, som adskiller den koreanske halvø og Japan.
Landet har trods international kritik gennemført et hidtil uset antal prøveaffyringer i år. Et af missilerne er sågar fløjet hen over den nordlige del af Japan.
Nordkorea har desuden gennemført en test med et ballistisk missil, der kan flyve langt nok til at ramme USA.
/ritzau/Reuters



