Nordkorea giver Malaysia skylden for leders halvbrors død

Ifølge nordkoreansk statsmedie bærer Malaysia hovedansvaret for Kim Jong-nams dødsfald i sidste uge.

Kim Jong-nam blev angiveligt snigmyrdet, mens han ventede på at boarde et fly til Macau i sidste uge (arkivfoto). Reuters/Reuters File Photo Fold sammen
Læs mere

Nordkorea mener, at Malaysia bærer ansvaret for, at Kim Jong-uns halvbror, Kim Jong-nam, døde i Kuala Lumpurs internationale lufthavn i sidste uge.

Malaysisk politi efterforsker Kim Jong-nams dødsfald som et drab begået med gift, og flere af de tilbageholdte i sagen har forbindelser til Nordkorea.

Det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA hævder imidlertid, at de første oplysninger, det modtog fra Malaysia, gik på, at lederens halvbror døde af et hjertetilfælde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

KCNA hævder samtidig, at malaysiske myndigheder ændrede forklaring, efter at sydkoreanske medier rapporterede om, at Kim Jong-nam var blevet forgiftet.

- Det største ansvar for hans død ligger hos regeringen i Malaysia, siden den nordkoreanske borger døde i deres land, skriver det nordkoreanske nyhedsbureau.

Kim Jong-nam har i flere år levet i eksil, og den sydkoreanske regering er overbevist om, at Nordkorea står bag drabet.

Det afviser de nordkoreanske myndigheder dog konsekvent. Samtidig beskylder de Malaysia for at samarbejde med "fjendtlige styrker" i efterforskningen.

Malaysia har som svar hjemkaldt landets ambassadør fra Nordkorea.

Foreløbig har Malaysia afvist Nordkoreas krav om at få udleveret liget af Kim Jong-nam. Og trods store indvendinger fra den nordkoreanske ambassade har Malaysia obduceret ham.

- Malaysia er forpligtet til at udlevere liget til Nordkorea, da det har udført en obduktion og en retsmedicinsk undersøgelse på ulovlig og umoralsk vis, lyder det i en kommentar fra en nordkoreansk retskomité ifølge KCNA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nordkorea kalder Malaysias begrundelse for ikke at udlevere liget absurd.

- Dette beviser, at Malaysia vil politisere overførslen af liget og fuldstændig ignorere international ret og moral, lyder det fra styret.

/ritzau/