Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nordkorea er ikke i stand til at betale sin andel af FN's budget for 2018, fordi de internationale sanktioner har ramt landets valutabank.
Det skriver den nordkoreanske FN-mission i en meddelelse.
Ifølge Nordkorea skylder landet knap 184.000 dollar (1,1 millioner kroner). Beløbet skal være med til at finansiere FN's udgifter til blandt andet fredsbevarende missioner i det kommende år.
Fredag mødtes den nordkoreanske FN-ambassadør, Ja Song-nam, med FN-chef Jan Beagle for at bede om hjælp til at oprette en særskilt betalingskanal. Den skal gøre det muligt for Nordkorea at foretage en sikker bankoverførsel og betale sin gæld.
FN's og USA's sanktioner forhindrer Nordkorea i at »leve op til dets forpligtelser som FN-medlemsland ved at forhindre selv normale aktiviteter som betaling af FN-bidrag«, lyder det i meddelelsen fra den nordkoreanske FN-mission.
»Det viser også, hvor onde og uciviliserede sanktionerne er,« lyder det.
Hvis Nordkorea ikke er i stand til at betale sit bidrag til FN, "er det krystalklart", at det vil være USA's skyld, lyder det videre i meddelelsen.
USA indførte sanktioner mod Nordkoreas valutabank tilbage i 2013. FN satte den nordkoreanske institution på sin sorte liste i august sidste år.
Sanktionerne er indført som reaktion på Nordkoreas gentagne missiltest.
Onsdag sagde den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, at USA snart vil fremlægge nye, skrappe sanktioner mod Nordkorea.
/ritzau/Reuters