Nordirsk leder tror på aftale med May

Lederen af det nordirske parti DUP, Arlene Foster, på vej ind til forhandlinger med den britiske premierminister, Theresa May, tirsdag. Reuters/Phil Noble
Læs mere
Fold sammen

Der er endnu ingen aftale mellem Storbritanniens premierminister, Theresa May, og det nordirske parti DUP om at støtte en konservativ regering.

Men det går fremad, lød det tirsdag eftermiddag fra DUP-leder Arlene Foster.

»Forhandlingerne går godt, og vi håber snart at kunne afslutte dette arbejde på en succesfuld måde,« skriver Foster på Twitter efter et møde med Theresa May i Downing Street.

Det britiske medie BBC erfarer, at en aftale mellem de to parter ventes "inden for de næste 24 timer".

Udfaldet af forhandlingerne afventes med spænding - blandt andet i Bruxelles, hvor EU gør klar til næste uges indledende forhandlinger om det britiske exit.

/ritzau/