Nordirland får fred for britiske soldater

Efter næsten 40 års indsats og 763 døde har den britiske hær nu afsluttet sin længstvarende operation nogen sinde. I dag vågner Nordirland op til en verden, hvor det ikke længere er op til den britiske hær at holde fred på gaderne.

LONDON: De troede det ville vare dage, højst nogle uger.

Hurtigt ind for at lægge en dæmper på de voldsomme gemytter, der demonstrerede i Londonderry og Belfast, og ud igen inden man næsten nåede at sige »konfliktløsning«.

I stedet endte den britiske hær med at blive i Nordirland i 38 år og miste 763 mand i forsøget på at holde en form for skrøbelig ro og orden i den konfliktramte regions gader.

Enhver besøgende til Nordirland kunne se, at hæren ikke var velkommen blandt store dele af den lokale befolkning. Især den republikanske del af Nordirlands borgere så soldaterne som de unionistiske modstanderes forlængede arm. Kasernerne lignede mere forter end arbejdspladser med 15 meter høje mure, der skulle forhindre bomber og under konflikten var det livsfarligt at være i uniform. Da urolighederne var på deres højeste i 1970erne kostede det mere end 100 soldaterliv om året for den britiske regering at være til stede i Nordirland. Det var med andre ord mere dødbringende at være i Nordirland end det til sammenligning er at være i Irak eller Afghanistan.

I første omgang var den republikanske og overvejende katolske del af befolkningen glade for at se soldaterne i Londonderry. De kom for at få styr på voldsomme demonstrationer, der var løbet af sporet og havde udartet sig til vold og hærværk.

Men der gik ikke lang tid inden fjendtlighederne satte ind. I 1971 blev den første britiske soldat dræbt af en uset snigskytte. Året efter fandt den episode sted, der stadig har sat dybe ar i Nordirlands historie. En fredelig demonstration i Londonderry endte i hvad der siden kom til at hedde Bloody Sunday, da den britiske hær skød og dræbte 13 ubevæbnede civile.

I årene efter det var britiske soldater jaget vildt i republikanske kredse, mens soldaterne havde travlt med at jagte terrorister fra både IRA og den overvejende protestantiske loyalistiske front.

Den sidste britiske soldat, der kom til at lade livet i Nordirland blev skudt i 1997, samme år da Tony Blair kom til magten. Den nye premierminister fik med hiv og sving og hjælp fra sin irske kollega Bertie Ahern forhandlet den historiske fredsaftale for Nordirland på plads i 1998.

Fredsaftalen betød, at Nordirland fik sit eget selvstyreparlament, der træffer beslutninger for regionen. Det har altid været en del af aftalen, at hæren gradvist skulle trækkes tilbage, men efter fredsaftalen har kæmpet med en række børnesygdomme, har tilbagetrækningen af hæren været forsinket i takt med de politiske problemer.

Mens soldaterne ventede på, at den politiske proces ville indhente nordirerne, har hæren været i gang med at forberede sig langsomt på at pakke sammen i Belfast og omegn.

Når den sidste jeep drejer om hjørnet og forlader Nordirland, vil der formentlig være lige dele af befolkningen der jubler over at se en forhadt fjende forsvinde og en del, der er ængstelig over om den ro og orden hæren har repræsenteret kan blive opretholdt af den nordirske politistyrke.

Hæren beholder omkring 5.000 mand i Nordirland, men de er en del af styrken i fredstid og har ikke til opgave som sådan at blive indsat i regionen. Derimod kan de blive sendt hvor som helst hen for at løse opgaver for den britiske regering.