»Noget af mig blev derinde«

Peter Luke er et af de 50.000 mennesker, som havde deres daglige arbejdsgang i World Trade Center. Men tirsdag klokken 8.48 den 11. september 2001 stoppede verden i sin bane, og danskeren stod i en kamp på liv og død. Læs eller genlæs hans beretning.

»Noget af mig blev derinde« - 1
Danskeren Peter Luke var i World Trade Center da terror-angrebet foregik<br>Foto: Martin Gram Fold sammen
Læs mere

Fra arkivet: Denne artikel blev første gang bragt 13. september 2001.

»Mit navn er Peter Luke. Jeg er 31 år, ingeniør og dansk. Jeg arbejder for Port Authority i New York, den myndighed, der blandt andet styrer lufthavne og havne, og jeg har mit kontor ... nej, rettere, jeg havde mit kontor på 72. etage i World Trade Center. Kontoret er et af de store frynsegoder ved jobbet. At sidde helt deroppe og betragte byen og konstatere, at Manhattan vitterligt er en ø. Somme tider føles det som at have et kontor i skyerne.

Denne uge skulle have været min store uge på arbejde. Jeg skulle til Philadelphia og holde to foredrag, og der var udfordringer nok til at fylde et helt år. Så tirsdag morgen havde jeg travlt. På vejen ind til New York havde jeg siddet i toget og talt med kolleger, der også arbejdede i bygningen, blandt andre nogle gode venner, som havde deres kontor på 82. etage. Men mine tanker var ved jobbet og de opgaver, der ventede.

Jeg tog elevatoren op til min etage og ankom til kontoret omkring klokken 8.30. Vejret var vidunderligt, himlen var næsten helt blå, og der var - endelig - en smule efterår i luften. Det var en god dag. Jeg begyndte at foretage mig den slags, som man gør ved begyndelsen på en dag. Jeg tjekkede telefonbeskedder, jeg tjekkede min e-mail, jeg åbnede min post.

Dengang vidste jeg ikke, hvad klokken var, da det skete. Det har jeg først fundet ud af bagefter - at den var 8.48. Der lød et øredøvende brag. Ikke et helt brag, ikke et fuldendt brag, men mere ouverturen til et brag og så en brat afslutning. Som et boooooooooom! Tårnet begyndte at svaje. Jeg rejste mig fra mit skrivebord og ventede på, at tårnet skulle svinge tilbage. For hvis det gjorde det, så var der ingen fare på færde, så skulle alt være i orden.

Det var Port Authority, der stod bag bygningen af World Trade Center i sin tid, og jeg deler kontor med nogle af de ingeniører, der var med til at konstruere bygningen. Derfor ved jeg også, at tårnet er bygget til at svaje. I stormvejr oplever vi ofte, at det svajer halvanden meter på toppen, og det er bygget til at kunne svaje syv meter.

Men hvis det nu ikke kom tilbage....?

Tårnet svajede tilbage, og jeg slappede lidt af. I det mindste var vi ikke ved at vælte, tænkte jeg.

Jeg gik ind på et andet kontor, og vi kunne se, at bygningsrester og klumper af støv og skidt dryssede ned, men vi var stadig ikke klar over omfanget. På et tidspunkt var der en, som råbte, at det var et fly, som havde ramt tårnet. Hver dag er der små Piper-maskiner og helikoptere, der nærmest cirkler rundt om os, og vi har ofte talt om, at det vil være et mindre mirakel, hvis ikke en af maskinerne på et eller andet tidspunkt ramler ind i tårnet.

Og det var nu tilsyneladende sket. Vi troede alle på kontoret, at det var sådan en lille maskine. Der var ingen tvivl om, at vi skulle ud. Jeg begyndte at pakke mine ting. Jeg slukkede min computer, for det var jo ikke sikkert, at jeg kom tilbage i løbet af de næste par timer, ræsonnerede jeg, og jeg pakkede mit pæne tøj og andre ejendele ned i min taske. Tasken var tung som et ondt år, og jeg bandt den over kryds, så jeg nemmere kunne komme ned.

Heldigvis er jeg godt kendt med trapperne i bygningen. Til hverdag skal man altid vente syv lange og syv brede på elevatorerne, og derfor tog jeg ofte trapperne. Trapperne er ... var ... et af de store klagepunkter blandt de ansatte, for de var stejle som skihopbakker, og der var ikke mange, der brugte dem. Men jeg betragtede det som tidsbesparende og en form for workout. Jeg fulgtes med en af chefingeniørerne, et af de mennesker, der havde været med til at bygge tårnet, og han tog i den første trappedør. Der kom en tyk røg ud, og der lugtede som en gammel petroleumsovn. En kvælende, ildevarslende lugt. Jeg gik over til en anden trappeskakt og tog i døren. Der var ingen brand. Jeg gav mit bedste gadedrengepift og vinkede folk derover. Og så begyndte turen nedad.

Stemningen var underligt kølig. Til tider galgenhumoristisk. Vi havde jo ingen anelse om, hvad der var sket. Ingen ide. Der var stadig lys i skakten, og vi gik roligt og fattet nedad. Der var enkelte lommer, hvor der var mobiltelefonforbindelse, og i en af disse lommer ringede jeg til Marianne, min kone. Hun arbejder hos Arla, men var ikke nået frem endnu, og jeg bad omstillingsdamen om at fortælle hende, at der var et fly, der var styrtet ind i World Trade, og at jeg var okay og nu var på vej ned ad trapperne. Da var klokken præcis 8.58.

Få minutter senere - klokken 9.02 fandt jeg bagefter ud af - lød der endnu et brag, og tårnet begyndte at ryste igen. »Nå,« tænkte jeg, »nu sker det. Nu vælter vi.« Tusinder af tanker for gennem hovedet. Hvad med Marianne? Jeg havde lige ringet og sagt, at jeg var okay. Hvad med Ellen, vores datter på tre og et halvt år? Hvad med det barn, vi venter til oktober?

Men tårnet blev stående.

Kort efter begyndte de første sårede og forbrændte at komme ned. Det lyder måske som en bizar metafor, men de lignede sådan nogle tegneseriefigurer, der har været i et kulbad - de var fuldstændig sorte og trak nærmest en røgsky efter sig, og lugten af ild, lugten af gammel, sur ild, fyldte hele trappeskakten.

Mange af dem gik som var de levende døde, og kun fordi de fremstammede en enerverende, uforståelig lyd, var man klar over, at de trak vejret.

Da de sårede kom, stoppede trafikken et øjeblik til. Jeg holdt begge hænder for munden og råbte: »Sårede kommer igennem - hold til højre.« Det hjalp. Menneskemylderet spredte sig.

Der var en mand, som dårligt kunne gå, og jeg tog ham under armen og hjalp ham ned. Han fortalte, at han kom fra 78. etage. »For pokker,« tænkte jeg, »hvis de er så medtagne på 78. etage, hvordan har mine venner på 82. etage det så? De må være gået til.«

Først i det øjeblik begyndte omfanget at dæmre en lille smule.

Senere mødte jeg en kollega fra 82. etage - og de var faktisk kommet ned, de fleste af dem, viste det sig.

Flyet havde ramt mellem 96. og 103. etage, og ilden havde spredt sig op og ned. Så alle der var over 96. etage og på etagerne lige under var fortabte.

Kollegerne fra 82. etage var kommet ned af en trappeskakt, men da de nåede til 76. etage, var døren låst, og de var nødt til at gå en etage op. Men dermed var problemerne ikke slut. Da de kom ud på 77. etage, var der brand. Kollegerne fandt en brandslange og fik tændt for vandet og bekæmpet branden, og de kunne fortsætte ned ad en anden trappeskakt.

Men min gode ven og en anden kollega var blevet tilbage, fordi de havde hørt, at nogle mennesker i elevatorerne skreg om hjælp. I det øjeblik flyet ramte, var elevatorerne gået i stå. Der er 96 elevatorer i World Trade Center, og der sad formentlig mennesker i dem alle sammen. Min ven og hans kollega forsøgte at bryde dørene op til elevatoren, og de fandt en stor hæftemaskine og fik også skubbet både yderdøren og inderdøren til side, men kun lige så meget, at de kunne kigge ind. Der var seks mennesker i elevatoren. To, der var i panik, to, der kæmpede for at få dørene op, og to, der blot sad opgivende. De kunne ikke få dørene mere op, og røgen blev mere og mere tyk og kvælende, og min ven og hans kollega kunne ikke blive der længere.

»Gå du bare,« sagde kollegaen til min ven. »Jeg har store børn, de skal nok klare sig. Du har små børn, de har brug for dig.«

Kollegaen vædede sin jakke og gav dem den i elevatoren, og det var det sidste, min ven så til vores kollega.

Det tog 20-30 minutter at gå ned, og det foregik - mærkeligt nok - i ro og orden. I samme øjeblik nogen var ved at gå i panik, var der straks to-tre stykker, der dyssede vedkommende til ro. »Vi kan ikke have panik. Vi kan ikke have panik. Panik slår os ihjel,« var mottoet.

Da vi kom ud, stirrede jeg blot ned i jorden - og det er jeg glad for i dag. En ven fortalte senere, at pladsen omkring tårnet var som åbningsscenen fra »Saving Private Ryan«. Der var afrevne lemmer, arme og ben, der var sko, som stadig indeholdt en fod, men ikke andet, der var de mest hjerteskærende private ejendele.

Jeg løb væk fra stedet og fik den sårede, som jeg havde hjulpet ned, med, og først en gade eller to væk stoppede vi for at få vejret. Her mødte vi andre overlevende, blandt andre folk, som fortalte, at det værste havde været hopperne. »Hopperne,« spurgte jeg dumt, »hvilke hoppere?« Jeg havde været så fokuseret på at komme væk, at jeg ikke havde lagt mærke til alle de mennesker, der var sprunget ned.

En bekendt beskrev det således: Har du nogensinde set bølgerne i Californien? Prøv at forestille dig, at de er gjort af ild, og at de kommer lige mod dig. Eller forestil dig, at det rum, du står i, er ved at være fyldt af røg og en altfortærende brand, og at du er på 102. etage, og at der ikke er nogen menneskelig mulighed for at komme ud og væk. Hvad vil du så gøre? Hvordan ønsker du at gøre det?

Og det var det valg, som hundredevis af mennesker tilsyneladende traf. De hoppede.

Jeg udvekslede navn og telefonnumre med den sårede, som jeg havde hjulpet, og i samme øjeblik skete det så:

Bygning 1 kollapsede, og jeg kunne se den gigantiske bold af støv begynde at danne sig. Det var en bold gjort af bygningsrester, af millioner af kontorejendele, af asbest, og så begyndte jeg at løbe. Bare løbe - som i »Forrest Gump«, hvor han bare løber og løber og løber. Jeg løbetræner et par gange om ugen, og jeg har altid haft det måske fjollede mål i baghovedet, at jeg gerne uden problemer ville kunne sprinte et par kilometer, og i dette øjeblik var jeg glad for dette mål. Jeg løb op ad Manhattan. Forbi alle de steder, man læser om i turistbrochurerne. SoHo, Greenwich Village, Chelsea. Først oppe omkring 30. gade stoppede jeg. Her mødte jeg nogle kolleger fra Port Authority uden for en lille kirke.

Vi kommer jævnligt i den danske sømandskirke i New York, men jeg er ikke, hvad man vil kalde en religiøs person. Alligevel forekom det helt naturligt, at vi gik ind i kirken og sammen bad en lille bøn. Vi bad Gud om at redde de mennesker, der var i tårnet. Vi bad ham hver især om at redde de kolleger, som vi var bekymrede for, de mennesker, som vi kendte på de øvre etager.

Jeg fortsatte op ad Manhattan. Jeg var klar over, at byen ville lukke, og jeg begyndte at finde et hotelværelse for natten. Det er underligt i sådan en situation - man tænker stjerneklart. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt kunne huske alle vore venners telefonnumre og e-mail adresser og bryllupsdage og det hele. Man tænker her og nu, man tænker så praktisk, som aldrig før.

Oppe omkring 107. gade fandt jeg et hotel, og jeg ringede til Arla for at tale med Marianne. Mobiltelefonnettet var nede, og telefonnettet var overbelastet, så det var sin sag at få en forbindelse igennem. Hos Arla fortalte de, at Marianne var taget hjem. »Vil I ikke nok få fat i hende, og vil I ikke nok ringe hende op og arrangere en tovejs-samtale mellem os« - jeg følte, at det tog hundrede år og mere til, men til sidst lykkedes det, og endelig kunne jeg selv fortælle hende, at jeg var okay.

Det er nu to dage siden, men inden i mig er det stadig ikke faldet på plads.

I går kørte jeg op på en bakke, som vi tit tog danske besøgende med op på. Der har man den mest fænomenale udsigt til Manhattan - og især til World Trade Center.

Her plejede jeg at fortælle dem, at de to tårne var verdens syvende vidunder.

Arkitekten, som byggede dem, blev engang spurgt, hvorfor han ikke blot havde bygget ét tårn og gjort det dobbelt så højt. »Fordi så ville det miste den menneskelige dimension,« svarede han. Og det var, hvad World Trade Center havde. En menneskelig dimension. Det viste, hvad menneskeheden kunne uden at miste menneskeligheden.

At stå på bakken i går - at stirre over på Manhattan, på det, som engang havde været verdens syvende vidunder og min arbejdsplads, og som nu var en rygende tomt...

Det var en følelse, som gik gennem marv og ben og som vil forfølge mig for altid.

Jeg overlevede, men jeg ved, at noget af mig blev derinde.«