En nødsliske blev ved en fejl udløst på det amerikanske præsidentfly, Air Force One, kort før flyet skulle flyve til Dallas med USA's præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den oppustelige rampe, som passagerer skal glide ned ad ved en nødlanding, blev ved en fejl udløst af militærpersonale, siger en unavngiven kilde med kendskab til sagen til Reuters og nyhedsbureauet AFP.

Nødslisken blev udløst, kort før Trump skulle gå om bord på flyet på militærbasen Joint Base Andrews i Maryland.

Hændelsen betød, at afgangen blev forsinket.

Da Trump ankom med helikopter til flybasen, blev han siddende i helikopteren i usædvanlig lang tid, før han til sidst kunne gå op ad trapperne til præsidentflyet.

Da en journalist spurgte Trump, om han var sikker på, at flyet var sikkert at rejse med, svarede præsidenten ifølge Reuters:

- Ja, det er jeg, ellers ville jeg ikke være om bord.

Nødslisken blev efterfølgende fjernet, og præsidentflyet kunne rejse mod Dallas i delstaten Texas, hvor Trump skal tale ved et republikansk konvent i et forsøg på at samle sit parti forud for midtvejsvalget i november.

Et Boeing 747-8, som er den flytype, der anvendes til Air Force One, har normalt 12 oppustelige nødslisker.

Trump tog flyet i brug 1. juli, efter at han sidste år havde modtaget det i gave fra kongefamilien i Qatar. Det skete, efter at Trump havde klaget over tilstanden på de to ældre Air Force One-fly, skriver AFP.

Det donerede fly vurderes at være flere hundrede millioner dollar værd. Det har rejst alvorlige etiske og forfatningsmæssige spørgsmål om, hvilke gaver en amerikansk præsident må modtage fra udenlandske regeringer.

Flyets sikkerhed har flere gange været genstand for spørgsmål. Problemet spidsede for nylig til under en dramatisk hændelse efter Nato-topmødet i Tyrkiet, hvor Trump i hemmelighed skiftede til et andet fly på grund af en mistanke om en trussel mod præsidenten.

RITZAU