Nødhjælpsforsyninger når endelig frem til Yemen

En FN-konvoj med nødhjælpsforsyninger er tirsdag nået frem til Yemen. Krigshandlinger udfordrer dog fortsat bestræbelser på at få mad og medicin ind i det krigsplagede land.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

YEMEN: En FN-konvoj med nødhjælpsforsyninger er tirsdag nået frem til Aden i den sydlige del af det krigsplagede Yemen.

Konvojen, der består af 40 lastbiler forsynet med mad til at brødføde 117.000 mennesker i en måned, har holdt stille ved et checkpoint nær Aden siden 9. juli.

Ifølge Reuters er området ved Aden plaget af de voldsomme krigshandlinger, der i øjeblikket udspiller sig mellem Houthi-oprørere og den hær, der fortsat støtter op om præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Præsidenten selv har taget flugten til Riyadh, hovedstaden i Saudi-Arabien.

Lørdag lykkedes det WHO at transportere 46,4 ton nødhjælp ind til Aden, og en talsmand fra FN siger til Reuters, at det tog flere dage at etablere en sikker passage, som konvojen kunne køre igennem.

FN anslår, at i omegnen af 1,2 millioner mennesker er flygtet fra deres hjem under krigen, hvor 3.000 personer samtidig er blevet dræbt.

21 millioner mennesker, eller hvad der svarer til 80 procent af befolkningen, menes at have brug for nødhjælp. Mere end 12 millioner mennesker vurderes at være i akut behov for mad og øvrige basale forsyninger.

Tirsdagens forsendelse er den første store forsyning af mad, der er nået frem til området siden marts. Lørdag var det planen, at en uge lang våbenhvile skulle være trådt i kraft, som kunne tillade nødhjælpsorganisationerne at komme frem med forsyningerne, men den blev brudt af Saudi-Arabien, der leder en koalition, der kæmper for præsident Hadi.