Jo, vi har bestemt brug for alle de penge, der bliver samlet ind til nødhjælpsarbejdet i Syrien – ikke mindst på den aktuelle internationale donorkonference i Kuwait. Men vi har også i den grad brug for sikkerhed og bedre adgang til de nødlidende, for alle de stridende parter i det syriske krigsinferno blokerer på forskellig vore konvojer.

Sådan lyder budskabet fra Khaled Erksoussi, der er operativ chef i Syrisk Arabisk Røde Halvmåne (SARC) – det lokale svar på Dansk Røde Kors, som SARC arbejder tæt sammen med.

»Vi har ikke penge nok til at nå ud til alle dem, der er afhængige af vores hjælp,« konstaterer Khaled Erksoussi, der tilføjer, at donationerne fra det internationale samfund indtil videre har kunnet dække hjælpen til omkring tre millioner internt fordrevne.

»Men det reelle antal er snarere det dobbelte – altså seks millioner internt fordrevne,« siger den syriske nødhjælpsarbejder under et besøg hos Dansk Røde Kors i København. Han understreger, at Syrisk Arabisk Halvmåne og organisationens omkring 3.000 frivillige har kapaciteten til at nå ud med nødhjælp til endnu flere syriske ofre. Hvis der altså var flere donationer til rådighed, og hvis adgangen for hans folk og deres konvojer til de nødlidende var bedre.

»Vi har adgang til omkring 80 procent af det syriske territorium. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Det afhænger af, i hvor høj grad de stridende parter giver os adgang, men det afhænger også af kamphandlingerne, der kan gøre bestemte områder utilgængelige,« forklarer Khaled Erksoussi, der indtil videre har mistet 33 af sine nødhjælpsarbejdere på slagmarken.

Et utilregneligt minefelt

Dertil kommer tre frivillige, som en af de syriske oprørsgrupper har taget som gidsler, og de 17 frivillige, der er fængslet af de syriske myndigheder, »fordi de har uddelt nødhjælp til regeringens modstandere«, som Khaled Erksoussi udtrykker det.

Det sidste – at myndighederne fængsler nødhjælpsfolk, der uddeler rationer til »regeringens modstandere« – siger en hel del om det minefelt, som Khaled Erksoussi og hans kolleger skal manøvrere i. Det er således ikke konsekvent, at det syriske regime blokerer endsige straffer nødhjælpen til oppositionen. Ligesom det heller ikke er konsekvent, at oprørerne giver nødhjælpsarbejderne problemer.

Til gengæld er det helt sikkert, at det er alle de stridende parter, der fra tid til anden nægter nødhjælpskonvojerne adgang, understreger Khaled Erksoussi.

»Vi forsøger, så godt vi kan, at forhandle os vej gennem vejspærringerne. Vi forklarer dem, der standser os, at nødhjælpen også er til gavn for dem. Vi begynder ikke at forklare dem om Geneve-konventionerne og krigens spilleregler, for de kunne ikke være mere ligeglade. Men vi forklarer, at alle, uanset hvem de er, får hjælp, hvis de har behov. Alle får, men ikke lige meget. Det kommer an på, hvor hårdt ramte de er. Men det kan være svært for en fyr med langt skæg og gevær at forstå,« konstaterer den operative chef med et skævt smil om munden.

»Nogle gange er problemet ikke, hvem der kontrollerer et givent område, men derimod konfliktens natur i det område. Vi kan ikke nå områder rundt om Damaskus, selv om de ligger tæt på. Desværre er nogle af disse områder under belejring. Vi har sammen med vore partnere i Den Internationale Røde Kors Komité og FN forsøgt at forhandle adgang, men desværre venter vi stadig på svar. Svaret, vi får, er, at de ikke kan garantere en sikker adgang for os.«

Hvem er de?

»Regeringssiden. Men vi har følgende modargument: Hvis I garanterer sikkerheden der, hvor I er i kontrol, forhandler vi om sikkerheden hos de andre.«

18 mistede køretøjer

Det forekommer mærkeligt, at regeringen siger, at den ikke kan garantere sikkerheden for Røde Halvmåne og nødhjælpen, når den samtidig siger, at den kan garantere transporterne af de kemiske våben, der skal ud af Syrien?

»Ja, det er et af dilemmaer, som også Valerie Amos (FNs humanitære chef, red.) har påpeget.«

Hvor ofte er konvojerne blevet stjålet?

»Ikke så ofte, og som regel sker det, når lastbilerne er uden vores eskorte og altså uden et flag med den røde halvmåne. Det respekterer kombattanterne som regel,« siger Khaled Erksoussi, der indtil videre har mistet 18 af organisationens køretøjer – heraf flere ambulancer.

Problemet med oprørerne er også, at de kræver, at deres familier for nødhjælp, forklarer Khaled Erksoussi.

»På den konto har de taget nogle af vore frivillige til fange,« fortæller han og understreger, at Syrisk Arabisk Røde Halvmåne ikke har alvorlige problemer med den administrative enhed under styret, Relief Commission, som udgør kontaktfladen mellem hans nødhjælpsorganisation og den syriske regering.

»Vi får altid godkendelse til at dele nødhjælpen ud, når vi beder om det, men mange gange er den underskrift end ikke papiret værd ude ved vejspærringerne. For eksempel i Moadamyeh, hvor en af oprørerne ved vejspærringerne afviste os, fordi hans broder var blevet dræbt af fjenden. Det er også den slags, vi er oppe imod, og jeg ved ikke, hvordan vi løser det problem,« siger Khaled Erksoussi.

Et særligt tankesæt

Har I særlige problemer med de islamisk ekstremistiske oprørere, der jo efterhånden kontrollerer store dele af Syrien?

»Ja, der er altid problemer med dem. De synes at have et helt særligt tankesæt. Da disse folk eksempelvis bliver fornærmede over, at der er et rødt kors på nødhjælpskasserne, må vi forhandle med donorerne og overbevise dem, at et rødt kors kan betyde, at en nødhjælpskonvoj bliver standset i en vejspærring. I nogle situationer kan det røde kors koste nødhjælpsfolkene livet. Der er tre af vore kolleger fra Røde Kors, der er taget som gidsler i det nordlige Syrien. De havde en frivillig fra Røde Halvmåne med, men han blev løsladt dagen efter, for han repræsenterer ikke korset, men halvmånen,« forklarer den operationelle chef for Syrisk Arabisk Røde Halvmåne.