Nobelprisen i fysik går til frontløbere i klimaforskningen

To af modtagerne af dette års Nobelpris i fysik har formet forståelsen af Jordens klima, lyder begrundelse.

Arkivfoto: 90-årige Syukuro Manabe var i 1960erne blandt klimaforskningens fremmeste bidragydere. Her ses han i 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Nilsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nobelprisen i fysik går til en trio af videnskabsfolk, som har arbejdet med klimamodellering og komplekse fysiske systemer.

Modtagerne er amerikansk-japanske Syukuro Manabe og tyske Klaus Hasselmann, som deler den ene halvdel af prisen for klimaforskning.

Den anden halvdel går til italienske Giorgio Parisi, som er teoretisk fysiker.

Det oplyser Svenska Vetenskapsakademien tirsdag kort før middag ved et pressemøde.

Tilsammen er de kommet med »banebrydende bidrag« til forskningen, lyder vurderingen.

Om Manabe og Hasselmann skriver Vetenskapsakademien, at »de har lagt fundamentet til vores viden om Jordens klima, og hvordan menneskeheden øver indflydelse på det«.

90-årige Syukuro Manabe førte i 1960erne an i udviklingen af fysiske modeller over jordens klima.

Han ankom i 1950erne til USA og var en af mange talentfulde forskere, der forlod Japan, som var hårdt ramt af følgerne af Anden Verdenskrig.

I USA udviklede han i løbet af de efterfølgende årtier modeller, der forklarede, hvordan øgede mængder CO2 i atmosfæren kan føre til stigende temperaturer.

89-årige Hasselmann har udarbejdet en model over vejr og klima på Jorden. Han forklarer med modellen ifølge det svenske akademi, »hvorfor klimamodeller er pålidelige, på trods af at vejret er omskifteligt og kaotisk«.

Den anden halvdel går til Parisi for hans arbejde med komplekse systemer. Hans resultater anvendes ikke blot i fysikken, men også matematik, biologi, neurovidenskab og såkaldt machine learning.

Nobelprisen er blevet givet i kategorierne fysiologi/medicin, fysik, kemi, litteratur og fred siden 1901.

Fysikprisen er den anden, der bliver tildelt denne uge, hvor en række Nobelpriser uddeles i Stockholm. Mandag gik medicinprisen til amerikanske David Julius og Ardem Patapoutian.

På grund af coronapandemien modtager pristagerne deres medaljer og diplomer i deres hjemlande. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/