Nobelkomiteen var splittet om Obama

USA's præsident, Barack Obama, kan åbenbart takke den norske Nobelkomites formand, Thorbjørn Jagland, for, at han i år får tildelt Nobels fredspris.

Fold sammen
Læs mere

Det kom som en stor overraskelse, at Barack Obama i år får tildelt Nobels fredspris.

Den norske Nobelkomite var da også i tvivl, inden den gav fredsprisen til USA's præsident, skriver den norske avis VG.

Tre af komitéens fem medlemmer argumenterede således imod at give Obama prisen efter kun ni måneder som præsident. Kilder, som VG har talt med, bekræfter, at et flertal i komitéen på et tidligt tidspunkt i drøftelserne afviste den amerikanske præsident som prismodtager.

Specielt Inger-Marie Ytterhorn fra Fremskrittspartiet og den tidligere Høyre-formand Kaci Kullmann Five havde ifølge VG betænkeligheder ved, om Obama ville være i stand til følge sit stærke internationale engagement til dørs.

Sosialistisk Venstrepartis Ågot Valle havde også sin tvivl.

- Jeg havde forventet mig mere debat særligt omkring det, som jeg selv synes er problematisk, nemlig krigen i Afghanistan, sagde hun tidligere på ugen til Bergens Tidende.

I sidste ende stod en samlet Nobelkomité dog bag beslutningen om at give prisen til den forholdsvis uerfarne præsident.

Og ifølge VG var det komitéens nye formand, den tidligere norske statsminister Thorbjørn Jagland, der pressede på for den omstridte prisoverrækkelse sammen med sin socialdemokratiske partifælle i komitéen, Sissel Rønbeck.

/ritzau/NTB