Blandt de republikanske præsidentkandidater fører Donald Trump. Mens guvernøren fra Florida, Ron DeSantis, længe har ligget på en andenplads, temmelig langt efter Trump, så er DeSantis nu truet og endda overhalet, ifølge visse meningsmålinger, af Nikki Haley.
Haley er tidligere guvernør og amerikansk FN-ambassadør. Hun blev i sin tid udnævnt til den post af Donald Trump og gjorde sig bemærket ved blandt andet at kritisere FN for de mange fordømmende resolutioner mod Israel, som automatiske flertal i FN-regi hyppigt vedtager, mens diktaturer aldrig bliver fordømt.
En af Nikki Haleys styrker er stor viden på det udenrigspolitiske område, og hun viser styrke over for præsident Joe Biden i den seneste opinionsmåling, hvor hun slår Biden med 51 procent mod den siddende præsidents 34 procent. Et klart bedre resultat end Trump, der kun fører mod Biden med få procentpoint.
I flere opinionsundersøgelser er Nikki Haley støt og roligt gået frem. Hun har vundet støtte fra en bred kreds af republikanere og senest fra de rige Koch-brødre, Charles og David, der er Trump-modstandere, og som finansielt spiller en stor rolle for mulige præsidentkandidater. Denne støtte har allerede betydet en væsentlig økonomisk støtte til køb af annoncer.
Retssager styrker Trump
Der er stadig mange borgerlige stemmer, der ikke har besluttet sig. En opinionsundersøgelse fra NBC News viste for nylig, at Trump fører med 51 procent af de republikanske vælgere, DeSantis havde ifølge samme undersøgelse 19 procent, og Haley lå på 16 procent. Men en undersøgelse i sidste uge fra Emerson College Poll viste, at Haley var gået frem til 17 procent og DeSantis tilbage til 15 procent.
Der er altså tale om små forskydninger, og samtidig synes en række retssager, som rettes mod Donald Trump, kun at styrke ham, fordi amerikanske vælgere anser disse for at være politiske.
Og måske er det allerede for sent for Nikki Haley. En republikansk valgstrateg i staten Iowa, Jimmy Centers, som citeres i The New York Times, siger, at Haleys valgbevægelse er oppe imod uret, og det allerede er sent, fordi tiden rinder ud.
Der er mange opinionsmålinger, og de er sommetider modstridende. Interessant er en undersøgelse fra så sent som 23. december fra ABC News, der viser, at Trump fører i New Hampshire, Iowa og nationalt, men at Haleys procenttal støt vokser.
I New Hampshire er hendes tal på 25,7 procent mod Trumps 44,1 procent.
Fight ansigt til ansigt
Newsweek refererer andre tal, der er opmuntrende for Haley. Ifølge magasinet har American Research Group en undersøgelse ligeledes fra sidste uge, der viser en forskel på blot fire procentpoint mellem de to kandidater, hvor Trump får 33 procent og Haley 29 procent. I en anden undersøgelse fra Anselm College Survey Center fra 18. og 19. december får Trump 44 procent og Haley 30 procent.
Ifølge Newsweek blev Trump rasende over opinionsundersøgelsen fra American Research Group og kaldte den falsk. Trump lagde til gengæld en undersøgelse fra University of Massachusetts ud på nettet fra 18. december, som viste, at han fører med 52 procent mod Haleys 22 procent.
Amerikanske kommentatorer er forsigtige og afventende. Meget kan nå at ske endnu, men alle tal synes at tyde på, at de amerikanske vælgere over en bred kam er utilfredse med Joe Biden, både republikanere og demokrater, og at Trump ganske vist står stærkt blandt Republikanerne, men ikke er den bedste til at slå Joe Biden i en fight ansigt til ansigt.