Nigeria tager gerne imod hjælp fra USA til at slå ned på islamistiske militante og beskytte kristne, så længe Nigerias territoriale integritet bliver respekteret.

Det siger en talsmand for Nigerias præsidentkontor ifølge Reuters, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at gå militært ind i Nigeria.

Baggrunden for truslen er, at Nigeria ifølge Trump ikke gør tilstrækkeligt for at beskytte landets kristne mod islamistiske angreb.

- Vi byder amerikansk hjælp velkommen, så længe vores territoriale integritet bliver anerkendt, siger den nigerianske talsmand, Daniel Bwala.

Lørdag var tonen en anden i Nigeria. Her afviste landets præsident, Bola Tinubu, Trumps trussel og skrev på X, at Nigerias regering gør en "oprigtig indsats for at sikre religions- og trosfrihed for alle nigerianere".

Søndag taler talsmanden for regeringskontoret om en "fælles beslutning om at bekæmpe terrorisme".

- Jeg er sikker på, at når de to ledere mødes, vil vores fælles beslutning om at bekæmpe terrorisme føre til bedre resultater, siger Daniel Bwala.

Nigeria er med sine 200 millioner indbyggere Afrikas folkerigeste land.

Den nordlige del af landet er overvejende muslimsk, men den sydlige del af landet er overvejende kristent.

De seneste 15 år har islamistiske militante grupper gentagne gange udført angreb, som primært har været rettet mod det nordlige Nigeria.

USA's administration satte fredag Nigeria på en liste over "særligt bekymrende lande", der ifølge USA ikke sikrer religionsfrihed hos deres befolkninger.

Andre lande på listen er Kina, Rusland og Nordkorea.

Truslen mod Nigeria lancerede Trump lørdag på det sociale medie X.

- Hvis den nigerianske regering fortsætter med at tillade drabene på kristne, vil USA med det samme stoppe al nødhjælp og assistance til Nigeria og kan meget vel gå ind i det nu vanærede land med fuld kraft (guns-a-blazing).

- Hvis vi angriber, vil det være hurtigt og ondt (fast, vicious), skrev Trump.

/ritzau/